Stærkere hash betyder flere psykoser

Ifølge Sundhedsstyrelsens årsrapport, er dansk hash blevet tre gange mere potent de seneste 20 år.

Dansk hash er blevet tre gange mere potent de seneste 20 år, vurderer ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. (Foto: TOUSSAINT KLUITERS © Scanpix)

Sundhedsstyrelsens årsrapport over narkotikasituationen i Danmark konkluderer, at indholdet af THC i hash er tre gange højere end for 20 år siden. Således er det gennemsnitlige indhold i hash steget fra otte til 28 procent de seneste 20 år.

THC er det aktive stof i cannabis-planten, som blandt andet giver en euforiserende virkning.

Ifølge Merete Nordentoft, professor i psykiatri ved Københavns Universitet, betyder det stigende indhold af THC en øget risiko for psykiske skadevirkninger.

- THC er det stof i hash, som vi tror, er forbundet med flest skadevirkninger, så derfor undrer det mig ikke, at flere bliver indlagt med hashrelaterede tilstande. Fra 2013 til 2014, så man en tredobling i antallet af personer indlagt med hashpsykoser, og det passer fint overens med, at THC- indholdet er øget, siger Merete Nordentoft.

Når nu hash er blevet markant stærkere, skal man så også ændre vurderingen af hash i forhold til andre stoffer?

Så voldsomt ved jeg ikke, om det er. Der jo ikke nogen, der dør af hash, som man for eksempel ser det med alkohol. Men med hash, ved vi, at det kognitive niveau kan ændres negativt, så det er svært at gå i skole eller fuldføre en uddannelse, siger Merete Nordentoft.

Facebook
Twitter