Stamcelleklinik lyver om grundlag for behandling

90 dødeligt syge danskere har været i behandling på den ukrainske stamcelleklinik Emcell, hvor man snyder med dokumentationen.

Avisen 24timer skriver, at de dokumenter, som stamcelleklinikken Emcell har sendt til Sundhedsstyrelsen som grundlag for deres mange løfter om effektiv behandling med stamceller, er fuldstændig uholdbare, uvidenskabelige og fejlagtige.

Igennem de seneste år har op mod 90 dødeligt syge børn og voksne danskere været i Ukraine for at få kostbar stamcelleterapi hos klinikken Emcell.

Men de mange løfter om helbredende virkninger, veldokumenteret behandling og en lav risiko for bivirkninger har hele tiden været falske.

Det skriver avisen 24timer

Avisen skriver, at de dokumenter, som Emcell har sendt til Sundhedsstyrelsen som grundlag for deres mange løfter om effektiv behandling med stamceller, er fuldstændig uholdbare, uvidenskabelige og fejlagtige.

Sådan lyder konklusionen samstemmende fra nogle af landets førende eksperter i stamcelleforskning, der har analyseret og vurderet dokumenterne, som 24timer har fået aktindsigt i.

Ingen troværdig dokumentation

- De bruger en andenrangs, ikke-fyldestgørende form for dokumentation, som om det var fuld dokumentation. De sælger sig på noget, som de ikke har belæg for, at de kan. Det holder ikke, fastslår professor Jens Zimmer Rasmussen fra Syddansk Universitet, der er ekspert inden for stamcelleforskning og neurologi.

Fra hans forskerkollega professor Thomas G. Jensen lyder samme dom:

- Nu kan vi se sort på hvidt, at det materiale, der er fremsendt, ikke kan bruges som troværdig dokumentation for de her behandlinger. Der er ikke fremsendt resultater af kontrollerede kliniske forsøg, som er publiceret i internationale, velanskrevne tidsskrifter med det, som vi kalder for peer-review, hvor kvaliteten af artiklerne er blevet bedømt, siger professor og stamcelleforsker Thomas G. Jensen fra Aarhus Universitet.

- Dermed er der ingen tvivl om, at Emcells behandling er at betragte som eksperimentel, tilføjer Thomas G. Jensen.

Emcell afviser påstande

Emcells danske agent, Lotte Nielsen, der har været primus motor for patientrekrutteringen på dansk grund, har ellers hele tiden fastholdt, at klinikkens behandling er dokumenteret og legal.

- Emcells behandlinger er dokumenterede. Jeg har sendt over 40 email til Sundhedsstyrelsen med medicinsk publicerede artikler. Derfor er Emcell.dk ikke lukket, har Lotte Nielsen blandt andet skrevet til Folketingets sundhedsordførere.

Emcell har ikke ønsket at kommentere historien over for 24timer.

Sundhedsstyrelsen er stadig i gang med at vurdere kvaliteten af det materiale, som Emcell har indsendt.

Facebook
Twitter