Staten bruger milliarder på konsulenter

En opgørelse viser, at staten i 2008 brugte 3,7 milliarder kroner på eksterne, private konsulenter. Et meget højt tal, mener flere.

Statens forbrug af eksterne konsulenter kostede i 2008 skatteyderne 3,7 milliarder kroner.

Det viser en beregning, som ugebrevet A4 har lavet på baggrund af aktindsigt.

På Christiansborg er flere finansordførere bekymrede over det forbruget af private konsulenter.

Den konservative Mike Legarth siger til A4 at omfanget er blevet "unødvendigt stort".

Og det er Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, helt enig med ham i:

- Statens forbrug af konsulenter har taget vildt overhånd. Der synes at være en kotyme omkring, at konsulenternes arbejde blåstemples, blot fordi de er eksterne konsulenter. Vi mener, at det her område skal gennemgåes med en tættekam, og vi er ret sikre på, at der kan spares ret store beløb, hvis man gør det.

Politiet er en af de institutioner, som bliver udsat for eksterne konsulenter i stor stil.

Og det er langt fra altid penge, som er givet godt ud, mener Politiforbundets formand, Peter Ibsen:

- Jeg vil sige, at ca. halvdelen af det konsulentarbejde, som udføres for politiet, er ubrugeligt og spild af penge.

Facebook
Twitter