Statens Serum Institut advarer: Mulig mæslingesmitte i Københavns Lufthavn

Personer, som har opholdt sig i lufthavnen mandag morgen, kan have været udsat for smitte.

Mandag morgen landede en mand, der var smittet med mæslinger, i Københavns Lufthavn. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

En dansk mand, der har været på ferie på Filippinerne, har fået påvist mæslinger.

Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Ifølge instituttet vurderes manden at have været smitsom under flyrejsen fra Manila til Kastrup via Hong Kong.

Manden landede i København mandag morgen cirka klokken 08.30 og forlod lufthavnen en time senere, hvor han tog med taxa direkte på sygehuset.

Da mæslinger er en meget smitsom sygdom kan man være blevet udsat for smitte, hvis man har opholdt sig i lufthavnens transitområde, bagageudleveringsområde eller ankomsthal i det ovennævnte tidsrum, oplyser Statens Serum Institut.

Nogle bør søge læge

Hvis man ikke er vaccineret med MFR-vaccinen eller har haft mæslinger, bør man henvende sig til sin læge for at få vurderet, om man skal have behandling for at forhindre eller mildne sygdommen, lyder det fra instituttet.

Vaccinen kan anvendes i op til tre døgn som forebyggelse - efter udsættelse for smitte - mens humant immunglobulin kan bruges i op til seks døgn efter.

Statens Serum Institut oplyser, at man har henvendt sig til det pågældende flyselskab, manden fløj med, for at få udleveret passagerlister på de to flyvninger.

Folk med adresse i Danmark vil blive forsøgt kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på afklaring af immunitet eller behov for behandling efter udsættelse for smitte.

For øvrige passagerer vil sundhedsmyndighederne i deres hjemland blive kontaktet, lyder det.

Blev elimineret sidste år

Sidste år lød meldingen, at den smitsomme børnesygdom var elimineret. De sidste tre år havde der nemlig ikke været vedvarende smitte af mæslinger.

Importerede tilfælde og begrænset videre smitte kan dog fortsat forekomme, skriver Statens Serum Institut, som oplyser, at man overordnet kan regne med, at personer, som er født i Danmark før 1975, har haft mæslinger.

Læs om symptomerne på mæslinger her.

En nøje gennemgang af 1.712 børns journaler fra lægepraksisser i Region Midtjylland viste sidste år, at 94 procent af de undersøgte var vaccineret mod mæslinger.

Den internationale sundhedsorganisation, WHO, anbefaler, at 95 procent af et lands befolkning lader sig MFR-vaccinere mod mæslinger for at undgå smittefarlige udbrud.