Statens Serum Institut udvikler ny lovende vaccine mod Covid-19

Vaccinekandidaten Covaxix har indtil videre været en stor succes i forsøg med mus.

Danske forskere er involveret i bestræbelserne på at udvikle en vaccine mod Covid-19. Her er det blodprøvetest for antistoffer mod coronavirus i testcentret på Aalborg Kaserne. (arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Statens Serum Institut er i fuld gang med at udvikle en ny vaccine mod Covid-19.

Indtil videre har vaccinekandidaten, som har fået navnet Covaxix, været en stor succes i forsøg med mus.

Forsøg på aber er planlagt, og vaccinen kan måske blive klar til afprøvning på mennesker allerede i år.

I forsøg med mus har vaccinen fremkaldt antistoffer, der neutraliserer coronavirus med samme eller med større styrke, som man ser hos de fleste mennesker, der er immune efter en veloverstået Covid-19 infektion.

Vaccinen er udviklet af Statens Serum Institut under ledelse af chefvirolog, professor og overlæge dr. med. Anders Fomsgaard.

Fremkalder celleimmunitet

Udover at neutralisere virusset har vaccinen også andre gode egenskaber.

- Vaccinen fremkalder desuden celleimmunitet, der beskytter mod sygdom ved at eliminere virusinficerede celler. Det er meget ønskeligt for vacciner, men langt fra alle vacciner er i stand til det, lyder det fra Anders Fomsgaard i pressemeddelelsen.

- Både neutraliserende antistoffer og celleimmunitet er vigtige for kroppens evne til at blokere og beskytte mod en fremtidig Covid-19-infektion. Og celleimmuniteten er afgørende for kroppens evne til at bremse virusproduktion og virusudskillelse, så man begrænser både Covid-19 sygdommen og gør, at man ikke smitter andre, siger han.

Produktionen sættes så småt i gang

Udvikling, forsøg og godkendelse af en vaccine kan være en langvarig proces, men Anders Fomsgaard håber, at den kan speedes op.

- For at vinde tid ønsker vi at sætte gang i et abeforsøg nu, der kan vise, om aberne bliver beskyttet mod efterfølgende smitte med Covid-19, virus eller ej, siger han.

Samtidig sættes der gang i produktionen af Covaxix både til de indledende forsøg på mennesker i fase 1, der ventes at kunne starte i efteråret 2020, og fase-2 afprøvning, som der dog endnu ikke er fundet finansiering til, oplyser Anders Fomsgaard.

Covaxix er en såkaldt dna-vaccine. Det vil sige, at den bruger en teknik, hvor menneskers immunsystem bliver gjort parat til at kæmpe mod virus ved at udsætte det for en lille del af virussets overflade uden resten af virus, oplyser Statens Serum Institut.

Facebook
Twitter