Statsministerboligen får 'make over' til 3,6 millioner

Marienborg skal være et udstillingsvindue for dansk design og kunst, oplyser Statens Kunstfond.

Et ungt brødrepar har fået opgaven med at sætte Marienborg i stand indvendigt. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Siden 1962 er der ikke sket meget på indretningsfronten på Marienborg, der er den siddende statsministers officielle bolig.

Ambitionen er tårnhøj hos Statens Kunstfonds formand, Michael Bojesen, når han skal beskrive, hvorfor embedsboligen skal have et ansigtsløft i millionklassen.

- Marienborg skal give et tidssvarende, nuanceret billede af Danmark, og et signal om, at kreativitet og innovation er et afgørende råstof for landet i fremtiden.

Fornyelsen af Marienborg bliver en realitet med 3,6 millioner kroner fra "A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Der er allerede hyret et designfirma til opgaven med at indrette boligen med masser af dansk design, danske møbler og kunst.

Det er arkitekt- og designfirmaet Studie 0405 med brødreparret Nikolaj og Mathias Mentze i spidsen

- Vi er rigtig stolte og glade for, at Statens Kunstfond og Statsministeriet har tillid til, at vi kan klare en så omfattende og spændende opgave. For unge designere som os er det en mulighed for at vise, hvad vi kan bidrage med, lyder det fra brødreparret.

Unge talenter

Det var et bevidst valg, at indretterne skulle være unge talenter, siger Formand for Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, Anne Blond.

- Ved at lukke unge talenter ind et sted som Marienborg, viser man ikke alene et mod til at satse på det nye, man kommunikerer også de værdier, Danmark er kendt for, siger hun.

Statsministeriet ejer Marienborg, men bliver vedligeholdt af Slots- og Kulturstyrelsen.

Da istandsættelsen gik i gang, udtrykte Statsministeriet et ønske om, at gæsterne skulle have mulighed for at opleve et billede af dansk kulturtradition.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bor ikke på Marienborg, men bruger blandt andet boligen til at holde møder. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Statsministeriet søgte derfor Statens Kunstfond om rådgivning, hvilket glæder formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, Søren Taaning, da Marienborg er et vigtigt repræsentativt sted for det officielle Danmark.

- Det giver os en unik mulighed for at bruge kunst og design til at give et billede af Danmark, siger han.

Istandsættelsen ventes at være færdig til efteråret 2018.

  • Lars Løkke Rasmussen har ofte brugt Marienborg til at tage imod udenlandske statsledere. Her har han besøg af Storbritanniens premierminister Theresa May til en arbejdsfrokost i 2016. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Også Islands statsminister Sigurður Ingi Jóhannssonhar var på besøg forrige år. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Marienborg har også lagt lokaler til det såkaldte Marienborgtopmøde med politikere og erhvervsliv. Her i 2016. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)
  • Lars Løkke Rasmussen har flere gange holdt sin nytårstale på Marienborg. Her ses han i 2015. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)
  • Og så har statsministeren brugt boligen til at arrangere flere løbeture med bl.a erhvervsliv og organisationer. Sidste år tog han forskud på Copenhagen Pride ved at invitere danskerne ud på en fælles løbetur fra Marienborg under overskriften "Run with Pride". (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
1 / 5
Facebook
Twitter