Statsministeren: Danmarks grænser lukker fra klokken 12 i morgen

For at forhindre udbredelse af smitte med coronavirus lukker de danske grænser.

De danske grænser lukker lørdag klokken 12, og fly-, færge- og togtransport vil blive helt eller delvist lukket for at forhindre spredning med coronavirus.

Grænsekontrollen løber til og med 13. april, og alle udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark vil i den periode blive afvist ved grænsen. Danske statsborgere vil altid kunne komme ind.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

- Vi står på ubetrådt land. Vi står i noget, som ingen af os har prøvet før. Jeg er sikker på, at vi kommer igennem det her sammen. Lige nu ved jeg godt, at det samlede katalog er meget voldsomt og vil opleves meget voldsomt, men jeg er af den klare overbevisning, at det er det værd, fortsætter hun.

Det er politiet, der får ansvaret for opgaven, men Forsvaret kommer også til at være til stede ved grænsen.

Tiltaget kommer, efter at 801 personer i Danmark er konstateret smittet med coronavirus. 23 af dem er indlagt på sygehuset, fire af dem på intensiv afdeling.

- To af dem er desværre i kritisk tilstand, siger Mette Frederiksen.

Det egentlige antal smittede er dog højere, da Sundhedsstyrelsen ikke længere opfordrer folk til at ringe til lægen, hvis de bare har symptomer på coronasmitte, som ikke er alvorlige.

Kommer ikke ind uden en god grund

Det vil stadig være muligt at transportere fødevarer, medicin og nødvendige midler for industrien.

Men alle uden en god grund til at komme ind i Danmark vil blive afvist.

- Man kan kun rejse ind i Danmark med anerkendelsesværdigt formål, hvis man for eksempel bor eller arbejder her, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Justitsministeren understreger, at et almindeligt familiebesøg ikke vil være en grund til at komme ind i landet.

Rigspolitichef Torkild Fogde anerkender, at det er et stort skridt, som kræver et stort arbejde.

- Vi strammer posen til. Det bliver en stor opgave at lukke grænserne, men vi kan se, at trafikmængden allerede er faldende, hvilket hjælper os, siger han.

Artiklen fortsætter under denne grafik.

Fraråder alle unødvendige rejser

Tidligere på dagen ændrede Udenrigsministeriet sine rejsevejledninger, så hele verden nu er markeret med orange.

Det betyder, at alle unødvendige rejser frarådes.

Opfordringen gælder fra dags dato og frem til 13. april.

- Budskabet til danskerne er både klart, enkelt og alvorligt. Man skal lade være med at rejse ud, medmindre det er absolut nødvendigt. Er man allerede i udlandet, bør man rejse hjem hurtigst muligt, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Opfordringen gælder for danskere, der er på ferie i udlandet, men altså ikke dem, der bor permanent uden for landets grænser.

Der er stadig en række steder og en række lande, hvor man fraråder alle rejser. Her er rejsevejledningen 'rød'. Det er trinnet over orange.

For at være sikker på at man kan håndtere patienter, der er smittet med coronavirus, er alle sygehuse blevet bedt om at lukke ned for al normal aktivitet. Det betyder blandt andet, at de fleste planlagte operationer vil blive aflyst.

- Alle sygehuse i Danmark har fået besked på at lukke ned for alt, der ikke er nødvendigt. Nu, siger statsministeren.

Akut behandling vil fortsætte som normalt, og statsministeren fortæller også, at det ikke er sidste tiltag, regeringen kommer til at præsentere.

- Der kommer snart mere, der skal hjælpe danske lønmodtagere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk