Statsministeren opfordrer til at flere arbejder hjemme: 'Vi står erfaringerne fra foråret'

Der er forståelse for restriktionerne hos arbejdsgiverne, men det er endnu et hårdt slag for flere brancher, mener Dansk Erhverv.

Spisebordet ser ud til endnu engang at skulle omdannes til arbejdsplads for mange danskere. (arkiv) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er igen tid til at se på, om man skal til at arbejde hjemmefra, sådan som rigtig mange gjorde tidligere på året.

Det fastslog statsminister Mette Frederiksen (S) på dagens pressemøde om coronasituationen.

- På alle andre arbejdspladser, både private og offentlige, der opfordrer vi nu til, at ansatte arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt, siger hun.

Statsministeren kom også ind på transporten til og fra arbejde, ligesom der var fokus på i foråret.

- Vi opfordrer til, at man rejser uden for myldretiden, til at man går eller tager cyklen, der hvor det kan lade sig gøre.

Opfordringen til at flere skal arbejde hjemmefra igen, vil erhvervsorganisationen Dansk Erhverv give videre til sine medlemmer.

- Vi skal for alt i verden undgå en massiv nedlukning, som vi så i foråret. Derfor mener vi, at det er et rigtig skridt, det var en tydelig stemme fra regeringens side, og vi håber, at mange virksomheder vil følge anbefalingerne, siger Lars Ramme, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Kan være en udfordring

Hos Finanssektorens Arbejdsgiverforening, der blandt andet har banker og forsikrings- og pensionsselskaber som medlemmer, anbefaler man også sine medlemsvirksomheder at følge opfordringen.

- Jeg er sikker på, at virksomheder og filialer i hele landet allerede fra mandag har indført hjemmearbejde for alle medarbejdere, der ikke er i funktioner, hvor de ikke kan arbejde hjemme, siger direktør Mariane Dissing i en pressemeddelelse.

Kilde: Regeringens pressemøde 18. september 2020 Grafik: Simone C. Møller

Det er dog ikke alle virksomheder, der bare lige kan sende sine medarbejdere hjem til hjemmekontoret på spisebordet, fortæller Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.

- Der er stor forskel på virksomheder. For nogle vil det være ganske enkelt at indrette hjemmekontorer, mens det for andre er meget vanskeligt.

Han slår dog fast, at det burde være mere gnidningsfrit at arbejde hjemme her i efteråret, da man kan stå på erfaringer fra foråret, hvor rigtig mange blev sendt hjem.

- Her skulle vi opfinde platforme, danne nye rutiner, og det er ting, der godt kan lade sig gøre nu, siger Lars Ramme Nielsen.

Hårdt slag for restaurationsbranchen

Der kom dog ikke kun opfordringer fra statsminister Mette Frederiksen til dagens pressemøde. Der kom også restriktioner, der skal stoppe coronasmitten.

Det betyder, at det ikke kun er i København og de 16 andre hovedstadskommuner, at restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22, men i hele landet.

Og det gør rigtig ondt i en branche, der i forvejen er i knæ, siger Lars Ramme Nielsen.

- Det er virksomheder, der ikke er polstret, og som har fået smeltet alt fedtet af sig. De har røde tal på bundlinjen, og nu får de så begrænset deres mulighed for at lave forretning. Det er ganske alvorligt.

Ifølge Lars Ramme Nielsen er der ikke evidens for, at der skulle være store smittekilder i det organiserede forretningsliv.

- Man kan godt diskutere, om smittekilderne er større andre steder i det uorganiserede natteliv, i uorganiserede rammer, hvor mennesker mødes. Restauranter, hoteller og så videre har jo været underlagt ret stramme retningslinjer, omkring afstand og areal, afspritning og nu også mundbind, siger han.

Statministeren understregede dog også, at der igen vil blive set på kompensationer til virksomhederne, og det glæder Dansk Erhverv.

- Der ses på at kompensere dem, der igen må holdes hårdest for, og det er i det her tilfælde restauranterne, barerne og caféerne, siger Lars Ramme Nielsen.

Facebook
Twitter