Status: Sådan ser det ud med vandmængderne

Situationen er stabiliseret de fleste steder efter forhøjet vandstand over hele landet.

Indbyggere fra Hasnæs og de omkringliggende nabobyer ved havnen i Hasnæs. Vandet steg 170 cm over normal vandstand, da stormfloden ramte Falsters østside. (Foto: Andreas Beck © Scanpix)

DMI varsler fortsat forhøjet vandstand.

Men vandet kommer ikke til at stige mere, lyder det.

- Vandet er nu faldende over alt, men vil endnu frem til torsdag morgen ligge over varslingsgrænsen på 125 cm, skriver DMI på Twitter.

DMI varsler forhøjet vandstand ved Lolland-Falsters sydkyst, ved det sydlige Lillebælt og Sydfynske Øhav. Og ved det vestlige Storebælt, Smålandsfarvandet og østlige Storebælt.

Varslet gælder indtil morgentimerne mellem 7-9.

Pas på glatte veje

Bilister i morgentrafikken skal torsdag morgen være opmærksomme på glatte veje, idet vand på vejene kombineret med frostvejret giver et usikkert underlag.

Generelt har prognoserne for vandstigningerne holdt. Derfor har Beredskabsstyrelsen kunnet forberede sig særlig godt på de oversvømmelser, der er kommet. Beredskabsstyrelsen har en kæmpe pumpeopgave foran sig over hele landet. Men beredskabet har været 'en succes', lyder det fra den operative chef.

Hos Falck har man haft en foreløbig rolig nat trods stigende vandstande i store dele af Danmark.

- Der har faktisk været mindre at lave end på en normal nat. Vi har kun været ude til otte opgaver i alt, der har haft noget med vandmasserne at gøre, siger Jesper Jakobsen, der er pressevagt hos Falck til Ritzau.

Sydøst-/Sønderjylland

Sent onsdag aften havde Beredskabsstyrelsen godt styr på vandet på Sjælland, Fyn og Nordjylland, og man forhøjede i stedet for beredskabet i Sydøst- og Sønderjylland.

Myndighederne i Kolding advarede borgerne om at færdes i havneområderne. Nu har vandet toppet.

- Vandstanden falder nu synligt på Kolding havn. Man bedes dog fortsat om ikke at færdes de steder, hvor der står vand. Vi informerer løbende, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Strømsvigt har også ramt husejere i disse områder.

Det sydlige Danmark ser ud til at gå fri af de helt store oversvømmelser.

Politiet har været på overarbejde i Haderslev og Sønderborg og ved Aabenraa Havn, men har kontrol over situationen, lyder det fra politiet.

- Vandstanden i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg er nu begyndt at falde. Sommerhuse i Diernæs ved Haderslev har fået vandskader, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

DMI's nyeste kort over, hvor der varsles forhøjet vandstand. De gule områder viser 'voldsomt vejr' - de røde viser ' meget farligt vejr'. (Foto: DMI © DMI:dk)

Fyn

Vandet er også faldet på Fyn i Assens, Faaborg, Middelfart, Svendborg og Nyborg.

Men oversvømmelserne giver trafikale problemer flere steder, skriver Ritzau.

Helnæs-dæmningen i Assens Kommune er oversvømmet og lukket for færdsel. I Faaborg er havneområdet fortsat afspærret.

Omkring 180 husstande i Assens Kommune forventes at være uden strøm indtil torsdag formiddag.

- Vi er bekymret fremadrettet for de store vandmængder på vejene, da vi nu har fået frostvejr. Det er noget, trafikanterne skal være meget opmærksomme på, siger vagthavende ved Fyns Politi til Ritzau.

Busdriften i både i Assens og Faaborg er berørt af oversvømmelserne.

Færgen mellem Spodsbjerg og Tårs sejler efter planen igen kl. 05:15.

Sydsjælland

På Sydsjælland er der heller ikke længere stigende vandstand, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Politiet henstiller fortsat til, at man holder sig fra at færdes på udsatte områder ved kysterne i politikredsen, skriver politiet.

Det gælder særligt områderne ved Karrebæksminde og i Bandholm, hvor vandstanden toppede mellem klokken 01.00 og 02.00.

- Torsdag går det igen løs med oprydning og status over skaderne efter den forhøjede vandstand, lyder meldingen fra politiet.

Hvidovre og Køge Kommune var områder på egnen, som fik oversvømmelser.

Og her til morgen begynder det store oprydningsarbejde.

- Oprydningen starter torsdag morgen, når det bliver lyst, og det betyder bl.a., at watertubes/vandspærringer på Hvidovre Strandvej først vil være væk i løbet af formiddagen. Vejen vil altså ikke være farbar i morgen tidlig, skrev Hvidovre Kommune sent onsdag aften på Facebook.