Stefan var fuld og mistede sit ben i en knallertulykke: Jeg er faktisk glad for, at det skete

32-årige Stefan havde både volds- og fængselsdomme bag sig, da han kom ud for en slem ulykke.

En knallert på en motorvej. Det er både ulovligt og en helt igennem dum idé. Det gik også pludselig op for Stefan Plum Jørgensen, da han en sommerdag for syv år siden var drejet forkert og havde forvildet sig ud på Holbækmotorvejen på sin knallert med en ordentlig røvfuld bajere i blodet.

Den dengang 25-årige unge mand ville i sine sprittåger vende om for at komme på rette vej igen, men i det samme kom en lastbil bragende bagfra.

Stefan slap med livet i behold, men hans højre ben var så medtaget, at det efterfølgende måtte amputeres under knæet.

- Jeg er sindssygt taknemmelig for, at det ikke gik værre, for det kunne jo sagtens være endt helt galt, siger Stefan.

Fejrede fastansættelse

Han husker ikke selv præcis, hvad der skete den dag. Kun at han så fodbold og drak bajere med en kammerat for at fejre en fastansættelse.

Stefan havde flere voldsdomme bag sig, og han havde da også været i fængsel et par gange på grund af vold. Men nu var der endelig en åbning. Han arbejdede som vikar i et slamsugerfirma, hvor de var så glade for ham, at de ville give ham stort kørekort og et fast job. Og han har da efterfølgende også fået at vide af sin kammerat, at han ville hjem, fordi han skulle på arbejde dagen efter.

Den unge ballademager var altså på rette vej i livet – indtil han valgte en forkert frakørsel på vejen.

- Det er ikke sådan, at jeg går og bruger en masse tid og energi på at tænke, 'hold nu kæft, hvor var det dumt, at jeg kørte', men jeg ville da ønske, at jeg havde drejet den rigtige vej, lyder det fra Stefan Plum Jørgensen.

Jo vildere, jo bedre

Som 25-årig havde Stefan tre børn. De to første kom som et par, og selvom Stefan og hans daværende kæreste blev glade for de dobbelte baby-nyheder, så var tvillingerne på ingen måde planlagte. Og hvis han selv skal sige det, var han slet ikke klar til at blive far.

- Jeg var primært weekendfar, og ungerne betød ikke så meget for mig dengang. Jeg var nok lidt af en ballademager. Jeg troede ganske enkelt, at jeg kunne alt, fortæller Stefan.

Stefan ved godt, at han ikke var en god far, og det rører ham dybt, når hans søn snakker om det:

Han levede et liv med gang i. Han elskede at lave vilde ting som at hoppe ud fra klipper og sejle hurtigt i speedbåd. Han havde desuden certifikat til at uddanne folk i dykning og klatring. Og fritiden gik med gutterne og vilde byture.

- Jeg har altid godt kunnet lide kampsport, og når jeg fik noget at drikke, kunne jeg godt lide at slås. Det er jo også derfor, jeg har de voldsdomme, indrømmer Stefan.

- Jeg havde noget af et temperament dengang. Og min tålmodighed var nærmest ikke-eksisterende. Hvis jeg for eksempel skulle med bussen dengang, og jeg skulle vente på den, kunne jeg jo nærmest nå at splitte busstoppestedet ad i arrigskab over at skulle vente.

Bedre menneske og bedre far

Når Stefan i dag fortæller om den tid, kan han ikke rigtigt forstå, at det faktisk er ham selv, han taler om. Og tankerne har da også kredset om, hvordan det ville være gået, hvis han var fortsat i samme spor.

- Så er jeg da godt klar over, at det sagtens kunne være endt i den helt forkerte retning. Så på den måde kan man godt sige, at jeg er glad for, at ulykken skete. Den ændrede mit liv fuldstændigt. Den har gjort mig til et meget bedre menneske og en meget bedre far.

Vennerne fra dengang blev droppet, og hans daværende kæreste forlod ham også efter ulykken. Men allerede under genoptræningen mødte han en ny kæreste. Diana fra Randers var på ferie på Sjælland.

Randers var for Stefan en by i Jylland, som absolut ikke var et sted, den inkarnerede sjællænder kom, eller for den sags skyld gad besøge. Men Diana fejede benene væk under ham i en grad, så de først landede på jorden igen i Randers.

Dengang havde Stefan nemlig fortsat begge sine ben. Han fik åbent benbrud på skinnebenet og et brækket lårben ved ulykken, men det var først, da der efter et års tid gik betændelse i benet, at det skulle amputeres.

Røg ned i et sort hul

I begyndelsen efter operationen gik det fint, men efter et år til halvandet fik Stefan problemer med ryggen og sit knæ, og han blev sygemeldt og røg ind og ud af Rigshospitalet, fordi de ikke vidste, om de skulle operere ham igen. Ventetiden og uvisheden satte sig på psyken hos vildbassen.

- Jeg røg ned i et sort hul. Alt stod helt stille, ingen kunne gøre noget. Jeg havde ingen drømme eller udsigter for fremtiden. Jeg kunne kun tænke på hospital, og det satte mig meget tilbage, fortæller Stefan.

Selvom ulykken skete i 2012, har han endnu ikke fået professionel krisehjælp. Det har han takket nej til, fordi han ikke tror på, at det kan hjælpe.

- Jeg har hele tiden tænkt, 'hvad skal én, der ikke har oplevet det, som jeg har, kunne give mig og hjælpe mig med? Hvad skal hun kunne sige til mig, som jeg kan bruge til noget? Jeg kan ikke engang selv huske ulykken, så hvad skal det kunne hjælpe?'.

For når det gælder følelser, lever den 32-årige mand meget godt op til sit hårde ydre med ultrakort hår og tatoveringer på store dele af kroppen. Den slags holder han nemlig helst for sig selv.

- Jeg har det bare ikke godt med at være ked af det, når Diana eller børnene eller min mor er der. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg ikke vil virke svag. Jeg vil bare helst ikke gøre dem kede af det ved at vise, at jeg er ked af det. Jeg gider heller ikke alt den ynk. Jeg har det sådan, 'Ja, gu' fanden er det da synd, men vi skal videre', forklarer Stefan.

Mødte andre med samme handicap

Det tog hårdt på Dianas og Stefans forhold, at Stefan ikke lukkede op og viste sine følelser, fordi han var tydeligt frustreret over at gå i uvished og vente på en afklaring i forhold til en eventuel ny operation.

Diana kalder Stefan sin helt store kærlighed, og hans manglende ben betyder intet for hende:

Stefan var konstant sur og irriteret på sine omgivelser, indtil han i forbindelse med DR-programmet ’Anderledes som mig’, mødte fire andre mennesker, der også mangler et ben.

De har også selv haft forskellige udfordringer med deres handicap, og det fællesskab satte gang i noget for Stefan.

- Jeg kan ikke sige præcis, hvad det var, men det var bare givende at møde dem, snakke med dem og få nogle oplevelser med dem.

Lærer at gå for tredje gang

Det gav smilet og troen tilbage, og for fire måneders tid siden fik han endnu mere at glæde sig over. Undersøgelser på Rigshospitalet viste, at der kun var én ting at gøre for at redde Stefans førlighed, at amputere en gang til. Denne gang over knæet.

- Det er den bedste beslutning nogensinde. Det skulle jeg have gjort noget før, selvom der er en kæmpe forskel på at være underbensamputeret og lårbensamputeret. Jeg har fået et elektronisk knæ, som jeg skal lære at gå på. Og så har jeg oveni fået nogle problemer med en nerve, som driller, så jeg sidder i kørestol meget af tiden. Men alligevel er jeg glad. Jeg er kommet ovenpå igen, og jeg smiler hver dag.

Det meste af Stefans tid går lige nu med at genoptræne, og i hverdagene er han flyttet tilbage til København og ind hos sin farmor for at følge træningen på Rigshospitalet. I weekenden er han hjemme i Randers hos Diana og de to drenge, de har fået sammen.

- Det er jo faktisk tredje gang i mit liv, jeg skal lære at gå. Det er der ikke mange, der prøver, griner han.

Mine børn betyder alt for mig!

Med det nye ben er der også håb og drømme for fremtiden. Stefan har tidligere flere gange cyklet fra Randers til København med et ben, og den slags udfordringer kommer han til at tage op igen.

Helt konkret drømmer han om på sigt at gennemføre et 24-timers ekstremløb med forhindringer, men først og fremmest er der et klart mål:

- Jeg skal op at gå igen, så jeg kan være der for Diana og børnene. Mine børn betyder alt for mig! Og så skal jeg helt sikkert i gang med at lave noget igen. Jeg dur ikke til at sidde stille og bare modtage hjælp.

Facebook
Twitter