Stein Bagger frifindes i ny svindelsag

Den tidligere dømte svindler Stein Bagger frifindes i ny sag, hvor han var tiltalt for underslæb.

Anklager krævede Stein Bagger idømt et års fængsel for at have overtrådt betingelserne i sin dom på syv års fængsel fra 2009. (© DR)

Stein Bagger frifindes i ny sag, hvor han var tiltalt for underslæb og for at have haft en ulovlig direktørpost.

Det afgjorde Københavns byret torsdag eftermiddag.

Anklageren havde krævet Stein Bagger idømt mindst et års ubetinget fængsel for underslæb og for at have ageret direktør fra fængslet under sin afsoning af en dom, han fik i 2009.

Direktørposten besad han, ifølge anklageren, på trods af, at han dengang blev frakendt retten til posten, da han blev idømt syv års fængsel for bedrageri for næsten en milliard kroner op til IT Factorys kollaps. Men det har retten altså nu ikke givet anklageren ret i.

Baggrunden for frifindelsen er, at retten ikke vurderede, at anklagemyndigheden havde ført beviser nok for at Stein Bagger kendte til underslæb i virksomheden.

Var direktør som praktikant

Den nye retssag, der har kørt siden november, har kredset om perioden fra efteråret 2011 og frem til november 2012.

Her var Stein Bagger formelt set ansat som praktikant i et opbevaringsfirma i forbindelse med en uddannelse, som han tog under afsoningen af IT Factory-dommen.

Men ifølge Bagmandspolitiet, der har rejst tiltalen, fungerede praktikant Bagger reelt som firmaets direktør, selv om han ikke måtte. Ifølge anklageren fungerede den 46-årige tidligere dømte svindler nemlig som stråmand for en 51-årig mand, der også er nævnt i sagen, og som fik ni måneders betinget fængsel for underslæb.

Også tiltalt for underslæb

Bagger, der hele vejen igennem har nægtet anklagerne, har forklaret i retten, at han blot gjorde, hvad den 51-årige bad ham om. Manden er efter anklagerens mening skyldig i skyldnersvig og underslæb for 7-800.000 kroner samt medvirken til Baggers overtrædelse af betingelserne i IT Factory-dommen.

Bagger var i sagen også tiltalt for underslæb. Ifølge anklageren havde han solgt to af Dansk Selfstorage.dk ApS' leasede lastbiler videre til en tredjepart. En manøvre, der skulle indbringe ham omkring 250.000 kroner, hævdede anklageren.

Bagger blev i juni 2009 idømt syv års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i den første retssag imod ham.

Anklager i sagen overvejer at anke, oplyser hun til DR Nyheder. Ankefristen udløber 14 dage efter domsafsigelse.

Facebook
Twitter