Stenkast smadrede bil på motorvej - politiet søger vidner

Ingen kom noget til, men en bil fik voldsomme skader, da den torsdag blev ramt af en genstand på motorvejen.

En bil blev torsdag eftermiddag omkring klokken 14.40 ramt af en genstand, der tilsyneladende blev kastet fra Låsbyvej ned på Østjyske Motorvej. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

En bilist fik et voldsomt chok, men kom ikke noget til, da hans bil torsdag eftermiddag blev ramt af en sten eller en anden genstand på Østjyske Motorvej.

Genstanden blev kastet fra broen, der fører Låsbyvej over motorvejen mellem afkørsel 51 og 52.

- Bilisten kører mod syd, da hans bil bliver ramt af en sten eller noget andet, netop som han passerer broen, fortæller vagtchef Jørgen Brystrup fra Sydøstjyllands Politi.

- Bilens soltag, tag, bagrude og bagklap bliver smadret, men bilisten kommer heldigvis ikke til skade.

Politiet søger vidner

Ingen andre har henvendt sig til politiet om det formodede stenkast.

- Det kan jo godt undre, når man tænker på, hvor trafikeret motorvejen er, siger vagtchefen.

Politiet vil gerne høre fra folk, som har bemærket noget usædvanligt på Låsbyvej eller på motorvejen omkring klokken 14.40 torsdag eftermiddag.

I forbindelse med efterforskningen har politiet afspærret Låsbyvej.

- På et tidspunkt afspærrer vi også motorvejen, så vi blandt andet med specialhunde kan lede efter genstanden, der ramte bilen.

- Vi skal lige have teknikerne og hundene på plads og have etableret omkørsel, men jeg vil tro, at motorvejen bliver afspærret inden for en time, siger Jørgen Brystrup ved 16.30-tiden.

/ritzau/

Facebook
Twitter