Steven på 34 har haft coronavirus: 'Jeg er én af de heldige, fordi jeg er ung og frisk'

Danske Steven Tannenberg pådrog sig sygdommen under en skitur til Østrig.

- Jeg er stadig ikke symptomfri, og det er jeg ret overrasket over, fortæller Steven Tannenberg, der fik konstateret Covid-19 den 10. marts. (© PRIVATFOTO)

Han er med egne ord ung og frisk og bliver nærmest aldrig syg.

Men det endte Steven Tannenberg alligevel med at blive, da han tidligere på måneden var på skiferie i Østrig med ti kammerater.

10. marts fik han nemlig beskeden om, at han har pådraget sig den frygtede coronavirus.

- Jeg skyndte mig at ringe rundt til alle, jeg havde set i den mellemliggende periode for at sige til dem, at de skulle gå i karantæne. Og så har jeg faktisk selv været i karantæne lige siden, fortæller Steven Tannenberg fra sin selvvalgte karantæne i forældrenes sommerhus i Asserbo, nord for København.

- Jeg har kun set min kæreste, som har været i karantæne med mig. Udover det har jeg ikke set nogen.

Var på skitur med gutterne

Det startede ellers som en hyggelig skitur med gutterne. Nogle valgte at flyve til Ischgl i Østrig, andre kørte i bil – heriblandt Steven selv.

- Vi havde det alle sammen fint dernede, og vi var jo bare på skiferie, så vi fokuserede på vejret og mængderne af sne og skænkede ikke corona en tanke, fortæller han.

Undervejs på turen fik han det dog dårligt. Han slog det først hen som tømmermænd og kvalme, men han følte sig alligevel dårlig på en anden måde end den, der som regel kan komme, hvis man har givet den lidt for meget gas til afterski.

- Jeg blev træt og dårlig på en anden måde end ved tømmermænd.

Dagen efter kunne han kun stå på ski halvanden time, før han var nødt til at tage retur til hotellet, men så var det ligesom, det hele lettede igen, og generelt set havde de det ok på tværs i gruppen, fortæller Steven Tannenberg videre.

- Alle har været rigtig søde og forstående, fortæller Steven Tannenberg om sit sygdomsforløb med coronavirus. Han blev smittet på en skiferie i Østrig i starten af marts. (© PRIVATFOTO)

Da han kom retur til Danmark den 5. marts, slog sygdommen – der siden skulle vise sig at være Covid-19 – dog med et nyt slag med halen. Han fik høj feber og blev svimmel.

- Jeg fik pludselig rigtig høj feber. Jeg oplevede at blive så svimmel, at det føltes som om, jeg skulle besvime. Jeg skød det dog hen og tænkte, at jeg bare havde behov for noget at spise og så en god nats søvn.

Dagen efter ringede Steven Tannenberg alligevel til sit lægehus og fortalte om sine symptomer.

Han pointerede i den forbindelse selv, at det måske kunne være kritisk, fordi han havde befundet sig lige nord for Italien, hvor mere end 3.000 mennesker i skrivende stund er omkommet som følge af sygdommen.

- Lægesekretæren fastholdt dog, at Østrig ikke var et risikoområde, så jeg skulle ikke kontrolleres.

'Jeg har ikke oplevet noget lignende i hele mit liv'

I mellemtiden begyndte situationen dog at eskalere i Europa, og mandag den 9. marts blev Steven Tannenberg ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed, der indkaldte ham til en podning.

Dagen efter fik han så resultatet: Han var testet positiv for Covid-19.

Og selv om han blev smittet helt tilbage i starten af marts – og at det på tirsdag er to uger siden, han blev konstateret positiv for virusset – så er han stadig ikke blevet frisk.

- Om aftenen får jeg stadig ondt i halsen og hoster også stadig. Jeg kan tidligst gå ned og handle i starten af næste uge – og dér er det altså tre uger siden, jeg blev smittet, siger Steven Tannenberg og uddyber:

- Jeg er overrasket over, hvor meget mit immunforsvar har skullet kæmpe med denne her virus. Og jeg er én af de heldige, fordi jeg er ung og frisk og ikke har nogen kroniske sygdomme.

- Det værste har været nogle ret bizarre symptomer – jeg havde muskelsmerter i næsen og kæben, lidt ligesom hvis man får fjernet en visdomstand. Det varede i tre dage, hvor det gjorde virkelig ondt. Jeg har ikke oplevet noget lignende i hele mit liv.

Stevens råd: Bliv hjemme

I mellemtiden har statsminister Mette Frederiksen (S) lukket landet ned med flere tiltag og restriktioner, der skal begrænse smitten. 17. marts kom blandt andet meldingen om, at man ikke længere må være mere end ti mennesker forsamlet.

Steven Tannenberg roser de tiltag, regeringen og sundhedsmyndighederne har taget for at komme det smitsomme virus til livs, som han støtter fuldt og helt op om:

- Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man holder sig hjemme i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre, og at man kun går udenfor, hvis det er absolut nødvendigt.

- Der er mange i vores samfund, der ikke er lige så heldige som mig, så folk skal især holde sig hjemme i respekt for dem, der ikke er lige så godt stillet som dem selv. Og ikke mindst skal folk lytte til regeringen og myndighedernes opfordringer. Det er den eneste måde, vi kan komme videre på.

Og selvom han stadig er forskanset i forældrenes sommerhus nord for København og ikke ser hverken sin familie eller sine venner, er han alligevel fuld af håb:

- Jeg er rigtig glad og stolt over at være dansker i de her dage, hvor vores politikere træffer rigtigt gode beslutninger, og vi løfter i flok. Nu skal vi bare holde ud, så vi kan komme ud på den anden side.