Per Stig Møller er dybt bekymret

Udenrigsministeriet sender ekstra personale til ambassaden i Saudi-Arabien, der dækker de fleste lande i Golfen. Årsagen er den forstærkede krise over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.

Udenrigsminister Per Stig Møller sender ekstra personale til den danske ambassade i Saudi-Arabien. (Foto: Kristian Juul Pedersen © Scanpix)

Udenrigsministeriet sender i morgen ekstra personale til ambassaden i Saudi-Arabien, der dækker de fleste lande i Golfen.

Udenrigsminister Per Stig Møller siger, at han er dybt bekymret over reaktionerne i Mellemøsten i sagen om Muhammed-tegningerne, der har eskaleret drastisk i løbet af søndagen.

Rejsevejledning revideres

Samtidig er ministeriets afdeling for Borgerservice i gang med at gennemgå og revidere rejsevejledningerne for en række lande i regionen.

- Udenrigstjenesten arbejder på højtryk på alle niveauer for at håndtere situationen og alle dens aspekter - diplomatiske, sikkerhedsmæssige, erhvervsrelaterede og konsulære, udtaler Per Stig Møller.

Tager afstand fra protester

Han tager samtidig afstand fra de mange protester i de arabiske lande og opfordrer regeringerne i de arabiske lande til at gøre det samme.

- Jeg er dybt bekymret over de seneste forlydender om overgreb mod Arla-medarbejdere og flagafbrændinger i den arabiske verden. Regeringen tager stærkt afstand fra disse handlinger. Jeg går ud fra, at regeringerne i området gør det samme, siger Per Stig Møller.

Udenrigsministeren skal i morgen mødes med sine EU-kolleger i Bruxelles. Her vil sagen om Muhammed-tegningerne også være på dagsordenen.