Stigende energipriser får flere til at droppe julelys

Både Salling og Hotel d'Angleterre har allerede besluttet at droppe julebelysningen, mens flere overvejer at følge trop.

Sådan så Salling i Aalborg ud i julen 2019. Det kommer det ikke til i år. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Energipriserne stiger, stiger og stiger.

Det medfører svære beslutninger, og en af dem er beslutningen om årets julelys, selvom der i skrivende stund er mere end 100 dage til juleaften.

Torsdag oplyste Salling, at stormagasinerne i Aalborg og Aarhus ikke ville have den velkendte julebelysning i år. I dag fulgte Hotel d’Angleterre i København trop, skriver TV 2 og Berlingske.

Det sker for at spare på energien, forklarer hotellets PR-manager, Signe Thorup, til Ritzau.

- Det er selvfølgelig en beslutning, der har gjort ondt at tage, men det er den rigtige beslutning i den situation, vi er i, siger Signe Thorup.

Forbipasserende på Kongens Nytorv i København må kigge langt efter Hotel d'Angleterres juleudsmykning i år. (Foto: BENT MIDSTRUP)

Hos Tivoli i København, der også er særdeles velkendt for et stort julelysshow, er julen ikke helt aflyst, fortæller pressechef Torben Plank.

- Vi er godt på vej med omlægninger med hensyn til elforbruget, som vi har arbejdet med i en årrække. Vi kommer hele tiden til at kigge på, om det er klogt at gøre mere; eksempelvis mulighed for at dæmpe noget belysning.

- Den plan er i proces herunder også Jul i Tivoli-sæsonen, siger han.

Torben Plank fortæller også, at en del af planen med omlægningen af Tivolis strømforbrug er, at forlystelsesparkens strøm fra slutningen af 2023 vil komme fra solceller.

- Vi har i Tivoli gennem mange år været igennem en udvikling, hvor hovedparten af vores el- og lysinstallationer er blevet udskiftet fra glødepærer til LED-lys. Udskiftningerne har nedbragt vores strømforbrug betydeligt.

- Derudover har vi nogle gode og længerevarende aftaler med vores energiselskaber, som i nogen grad tager højde for prisudsving, siger han.

Tivoli i København i julen 2020. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Danmarks måske mest julepyntede villavej overvejer det

Det er ikke kun hos de store kommercielle aktører, at hver en tunge på vægtskålen bliver vejet, når spørgsmålet falder på årets julelysshow.

På Danmarks måske mest julepyntede villavej, Fredensgade i Hinnerup, bliver julen formentlig også lidt mindre belyst i år, fortæller beboer Jens Agerbo.

Han understreger dog, at der ikke er truffet en beslutning blandt de omkring 20 husstande, der plejer at medvirke i gadens fælles julelysshow, der går cirka 25 år tilbage.

- Vi har ikke holdt noget møde på vejen om, hvorvidt vi skal gøre det ene eller det andet. Men jeg har selv tænkt, om man kan tillade sig at bruge så mange penge på det, når der er så mange familier, der har ondt i økonomien på grund af de stigende elpriser.

- Jeg vil tro, at det ender med, at vi gør som de andre, og siger, at det springer vi nok over i år, siger Jens Agerbo.

Sådan så det ud i 2019, da TV Avisen besøgte Jens Agerbo i julelyssæsonen:

En anden gade, der kandiderer til titlen som Danmarks måske mest julepyntede gade, er Angolavej på Amager. Her har man allerede truffet beslutningen om at skrue gevaldigt ned for årets julelys, fortæller Henrik Petersen, der selv bor på vejen, til TV 2 Lorry.

- For dem der kender Angolavej, så bliver det desværre ikke det samme. Vi kommer til at skrue meget ned, siger han.

For beboerne på Angolavej på Amager er det, ligesom Fredensgade i Hinnerup, et spørgsmål om at vise samfundssind.

Flere andre magasiner vil også skrue ned

Hos Magasin, der har syv stormagasiner på tværs af landet, er man heller ikke forskånet for de stigende energipriser, forklarer CSR-ansvarlig i Magasin, Anita Holm.

- Vi kigger derfor på vores belysning, hvor vi skruer ned, slukker og skifter til LED, hvor det er muligt.

- Vi er på nuværende tidspunkt ved at lave en overordnet plan for, hvordan vi håndterer energibesparelser fremadrettet, lyder det fra Anita Holm.

I Kolding har storcenteret valgt at beskære kraftigt i julebelysningen, skriver JydskeVestkysten.

I Køge, der normalt også har en stor julebelysning, er årets julelys blevet fredet, fortæller Køge Handel, der står for store dele af julebelysningen, til lokalmediet sn.dk. Til samme medie fortæller Roskilde Handel, at julebelysningen lige nu er til overvejelse.