Stigende smittetal efter Brøndbyfest får det til at lugte af 'supersprederbegivenhed'

Der er nu konstateret 74 smittede med corona i forbindelse med Brøndbys mesterskabsfejring.

Tusindvis var samlet mandag den 24. maj, da Brøndby spillede om det danske mesterskab.

Da Brøndby i mandags sikrede sig det danske mesterskab i fodbold, endte det trods coronarestriktioner i folkefest på Vestegnen.

Og festlighederne har i nogle eksperters optik udviklet sig til en af de berygtede supersprederbegivenheder, hvor nogle coronasmittede smitter mange på en gang.

Én af dem hedder Jens Lundgren, og han er overlæge og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

- Der er meget, der tyder på, at det er en supersprederbegivenhed. Det må man sige.

  • Brøndbyfans før superligakampen imellem Brøndby og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion, mandag den 24. maj 2021. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)
  • Efter guldfejringen har Styrelsen for Patientsikkerhed opfordret til, at de deltagende bliver testet for covid-19. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)
  • Billeder fra festlighederne i og omkring Brøndby Stadion viste, at det foregik i tætte flokke, og at langtfra alle bar mundbind. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)
  • Brøndbys fanklub havde inden kampen taget sine forholdsregler for at undgå en supersprederbegivenhed og opfordrede til, at tilhængerne blev testet og læste godt op på coronaretningslinjerne. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)
1 / 4

Supersprederbegivenhed

Nogenlunde samme vurdering kommer fra Thorkild Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet.

- Jeg vil være bekymret for, at det er et eksempel på en supersprederbegivenhed. Selv om de har været udenfor, har de været meget tæt på hinanden. De har sunget, råbt og jublet og har ikke holdt afstand eller haft mundbind på, så vidt jeg kan forstå på fotos derudefra, siger han til Ritzau.

Søndag meldte Styrelsen for Patientsikkerhed ud, at der indtil videre er konstateret 74 smittede blandt de mange tusinde mennesker, der var samlet på og omkring Brøndby Stadion.

I tweetet skriver styrelsen, at 75 er konstateret smittet. De har siden rettet det til 74.

Tallet er steget i løbet af den seneste uge, og om vi har set det fulde billede af smitten ved begivenheden, afhænger af, hvor mange der har fået lavet en coronatest, siger Jens Lundgren.

- Det kommer an på, hvor mange deltagere der har fulgt opfordringen om at lade sig teste.

Fodboldfest giver ekstra smitte

Det var netop denne situation med flere smittede efter kampen, man havde håbet at undgå, siger professor Jens Lundgren.

- Det var lige præcis sådan noget her, vi havde tænkt ikke skulle ske, og som jeg ved, at dem, der har været med til at arrangere det, bliver ærgerlige over.

Allan Randrup Thomsen er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

Han tager ikke s-ordet i sin mund (læs: supersprederbegivenhed), men ud fra de beregninger, han har lavet, har begivenheden ført til flere smittede.

- 7-dages-incidensen for kommunerne i området er 120-180 per 100.000. Hvis vi antager, der var 20.000 til stede, ville vi forvente mellem 24-36 smittede over en uge. Så jeg vil umiddelbart sige, det er væsentlig mere, end hvad man kunne forvente.

- Men de tal skal selvfølgelig tages for, hvad de er. Beregninger om noget hypotetisk. For vi kan reelt set ikke vide, hvor mange der var blevet smittet, hvis der ikke havde været mesterskabsfejring, minder Allan Randrup Thomsen om.

Ikke alarmerende tal

Der er langt fra enighed over ekspertlinjen om, hvorvidt smitten efter guldfesten er stor eller lille.

Søren Riis Paludan, der er professor i virologi ved Aarhus Universitet, er ikke på samme måde bekymret over den seneste opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- De tal er ikke alarmerende. Det her er i min optik udtryk for dansk forargelse over, at nogle en enkelt gang tager sig friheder, som andre ikke har, siger han.

Både Brøndbys fangruppe, klubben selv og Styrelsen for Patientsikkerhed har opfordret fodboldfans til at lade sig teste før og efter kampen mandag.

Præcis samme opfordring kommer fra flere af professorerne. Blandt andre Allan Randrup Thomsen.

- Nu skal der bare ryddes ordentligt op. Så alle, der har en mistanke om at kunne være smittet, bør lade sig teste. Også hvis man har været i kontakt med nogen fra begivenheden, som udviser symptomer, siger han.

Facebook
Twitter