Stikprøve: Gårdbutikkerne er billigere end onlinesupermarked

Det er en positiv historie, der forhåbentligt kan give gårdbutikkerne et boost, mener ekspert.

En stikprøve på udvalgte varer viser, at det godt kan betale sig at handle i gårdbutikkerne fremfor et online-supermarked. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

I dag lancerer Landbrug og Fødevarer et interaktivt kort, hvor man kan finde en stort antal gårdbutikker fra rundt om i det danske land.

Gårdbutikkerne byder på både økologiske og konventionelle varer, og flere steder kan man lade bilen stå og lade musen gøre arbejdet, hvis man vil have ingredienser til aftensmaden, som man ved, hvor kommer fra.

Men hvad koster det at handle "direkte fra gården"?

Vi har fyldt den digitale indkøbskurv for at få en idé om det.

Gårdbutikkerne var billigere på økovarer

I stikprøven gik vi efter at fylde den digitale indkøbskurv med følgende økologiske varer:

- 2 kg gulerødder

- 450 g honning (ikke økologisk)

- 1 stk hvidkål

- 1 bundt porrer

- 1 stk rødkål

- 3 kg kartofler

- 2 kg hakket oksekød (8-12%)

- 1 kg flanksteak

- 1 kg nakkekoteletter

Sammenligningen gav en samlet pris på 575 kroner for varerne fra de to udvalgte gårdbutikker, hvor varerne er af egen avl.

Kurven med varer fra onlinesupermarkedet Nemlig.com løb derimod op i 632 kroner og er altså 57 kroner dyrere, end hvis du henter varerne direkte fra gårdbutikken.

Ekspert: En positiv historie

At det rent faktisk kan være billigere at foretage sine madindkøb hos den lokale gårdbutik fremfor hos et onlinesupermarked, er en smule overraskende, mener Michael René, der er lektor i fødevarevidenskab på Professionshøjskolen i København.

Han udtaler sig med det forbehold, at det er en stikprøve, men glæder sig alligevel over nyheden.

- Måske kan de gode gamle gårdbutikker komme lidt på mode igen. På den længere bane kan jeres stikprøve måske være med til at løfte motivationen til at køre ud til en gårdbutik, siger Michael René.

Ifølge lektoren så er der også en god grund til, at Nemlig.com ikke er helt billigt.

- Onlinesupermarkedet har en service med, hvor man får det leveret til hjemmeadressen. Gårdbutikken symboliserer ro i hverdagen, kultur og oplevelse, mens et onlinesupermarked gør, at man kan holde speederen i bund i sin hverdag, siger Michael René.

Er der et ikke opfyldt potentiale i danske gårdbutikker?

- Jeg tror, at det i fremtiden vil være en positiv undergrund. Det vil nok ikke være alle danskere, der tager bilen og kører ud til gårdbutikkerne. Men hvis man kan rykke et par hundrede tusinder danskere, fordi priserne ikke er så høje, så er det meget positivt, siger lektoren i fødevarevidenskab.

Facebook
Twitter