Stive nakker og ømme håndled: Flere danskere får smerter på arbejdet

Et stigende antal lønmodtagere oplever smerter som følge af jobbet, viser ny undersøgelse.

Malere blandt de lønmodtagere, som oftest oplever smerter i forbindelse med arbejdet. (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Nakkesmerter, skarpe jag i ryggen og muskler, der er ømme og overbelastede.

Fysisk arbejde kan være hårdt og opslidende, og ifølge en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø oplever mere end hver tredje lønmodtager smerter flere gange om ugen i forbindelse med deres job.

Det skriver Avisen.dk.

Undersøgelsen er lavet blandt 50.000 løn modtagere i 74 forskellige faggrupper, og helt konkret har 35,6 procent af de adspurgte ugentligt smerter.

Det er en stigning fra 2012, hvor forskningscentret lavede en lignende undersøgelse. Her svarede 31,1 procent, at de oplevede smerter på grund af deres arbejde. Samtidig er andelen af lønmodtagere, der føler sig begrænset i arbejdet på grund af smerter, steget fra 4,4 til 5,5 procent i samme periode.

Den udvikling kommer bag på Jens Peter Bonde, der er ledende overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital.

- At der er tale om en stigning i oplevelsen af smerte, er helt klart overraskende. For vi ved, at der bliver færre tunge løft, fordi tingene bliver mekaniseret, siger han og peger på mere akkordarbejde og et højere arbejdstempo som mulige årsager.

Malere efterlyser mere fokus

Ifølge Avisen.dk er det først og fremmest de fysisk udfordrede faggrupper, der oplever flest smerter i forhold til deres arbejde og som bliver begrænset af det.

Helt i top ligger malere, frisører, kosmetologer, gartnere og landmænd samt kokke og tjenere.

Omvendt oplever de lønmodtagere, som primært sidder ved et skrivebord, færrest smerter.

Ifølge Avisen.dk drejer det sig om blandt andet naturvidenskabelige akademikere, ingeniører og arkitekter, jurister, IT-konsulenter og regnskabsmedarbejdere.

Ifølge Tonny Olsen, der er næstformand i Malerforbundet, er det først og fremmest smerter i skuldre, ryg, arme og nakke, som rammer malerne.

- Det skyldes, at man som maler løfter for meget, har for mange gentagende bevægelser, og at arbejdet ikke er planlagt og organiseret ordentligt. Det går simpelthen for hurtigt, siger han og peger på, at arbejdsmiljøet først og fremmest er arbejdsgiverens ansvar.

- Men det ansvar vil vi gerne hjælpe dem med at løfte, så vi kan tilrettelægge og planlægge arbejdet bedre for at undgå skaderne. Man kan i højere grad inddrage tekniske hjælpemidler og øge fokusset på arbejdsmiljøet, siger Tonny Olsen.

Spørger man Søren Christoffersen, der er chefkonsulent hos Dansk Malermestre, er der allerede er fokus på at udvikle hjælpeværktøjer, der kan aflaste malerne i det daglige arbejde.

- Men selvom der allerede sker noget, så har det ikke være tilstrækkeligt, siger han.

Facebook
Twitter