Stjålet bus er sidst blevet set i Nordsjælland

Den stjålne turistbus kan have ændret udseende, oplyser politiet.

Den forsvundne turistbus med nummerpladen: 1-DIA-309 (Foto: Københavns Politi)

En turistbus, der blev stjålet på Vesterbro i København natten til onsdag, er blevet set ved den nordsjællandske by Kokkedal. Det oplyser Københavns Politi.

Bussen blev set kørende nordpå onsdag morgen kl. 04.30, siger vicepolitiinspektør og leder af vagtcentralen i Københavns Politi Peter Buhl.

På trods af, at det er flere døgn siden, at bussen sidst er blevet set, er politiet overbeviste om, at bussen stadigvæk befinder sig på Sjælland.

Det er dog ikke lykkes politiet at lokalisere bussen endnu. Derfor efterlyser politiet stadigvæk vidner for tredje dag i streg.

- Vi er særligt interesseret i at høre fra borgere i og omkring Kokkedal, hvor bussen sidst er blevet set. Vi har fået en del henvendelser allerede, og det håber vi vil fortsætte, siger Peter Buhl.

Har du udlejet en garage?

Københavns Politi understregede tirsdag, at der ikke var tale om andet end et simpelt brugstyveri af et køretøj.

Men allerede onsdag udsendte politiet en efterlysning, og fordi store køretøjer er blevet brugt til angreb i europæiske storbyer i den seneste tid, vil politiet gerne finde den snarest.

- Det er atypisk, at der bliver stjålet en turistbus, siger Peter Buhl.

Derfor opfordrer politiet igen i dag alle, der kan have set bussen, til at henvende sig. Det gælder også, hvis man udlejer et større garageanlæg eller en lade, skriver politiet på Twitter.

Der er tale om en stor og hvid turistbus med en kulørt dekoration på siden. På nummerpladen står der 1-DIA-309

Den kulørte dekoration kan dog pilles af. Derfor hører politiet også gerne fra folk, der har set en almindelig hvid turistbus, der kunne være den stjålne bus.

Ingen grund til bekymring ved landskamp

I aften spiller Danmarks herrelandshold i fodbold kamp mod Polen i et udsolgt Parken.

Der er dog ingen grund til bekymring hos de mange fodboldfans, siger Peter Buhl.

- Vi har ikke koblet bussen sammen med landskampen. Vi har i forvejen en særlig indsats ved landskampen, hvor vi er massivt tilstede. Og det ville vi være alligevel, siger han.