Stjernerne fra Youtube har fået fat i de yngste skolebørn

Nutidens børn ser op til youtube-stjerner, som du så op til din vens seje storebror, siger medieforsker.

Friske tips om makeup, tusindvis af timer med skærmspil, følelsesladede videodagbøger eller blot banale opdateringer fra hverdagen.

Det kun et lille udsnit af den konstant voksende palette af indhold, som man i dag kan finde på Youtube.

På få år er videotjenesten blevet de yngste skolebørns absolutte foretrukne medie, hvor op imod to tredjedele af alle børn i alderen 7 til 12 år dagligt ser videoer, viser nye tal fra DR Medieforskning.

Youtube har fået fat i de yngste

Og det er i høj grad youtube-stjerner og kendte bloggere, der står bag de videoer, som børnene bruger deres tid på at se.

Det fortæller medieforsker Lene Heiselberg, som har udarbejdet de seneste undersøgelser om aldersgruppens digitale vaner.

- Børn i alderen 7 til 12 år peger især på, at de bruger deres tid på youtube-stjernerne. De bruger tid på at følge dem meget tæt. Det er ikke bare månedligt. Det er hver dag, siger hun.

Ifølge Lene Heiselberg er der en god forklaring på, hvorfor stjernerne er førende, når det gælder det indhold, som børnene i netop den aldersgruppe interesserer sig for.

- Når man er 7 til 12 år, så vil man gerne være dygtigere til mange forskellige ting. Stjernerne kan underholde og lave en masse sjov og ballade, men de hjælper også børnene til forstå nye ting og komme tættere på deres eget 'jeg', som børnene på det her tidspunkt i livet endnu ikke helt ved, hvad er, siger hun.

Får penge, produkter og professionel hjælp

Nogle af stjernerne på Youtube befinder sig selv i grænselandet mellem barn og voksen, men typisk er de dog lidt ældre end den aldersgruppe, de henvender sig til.

Og at de yngste skolebørn ser op til andre, der lidt ældre end dem selv, er der ifølge Lene Heiselberg ikke noget overraskende i.

- Alle andre generationer har måske også set lidt op til bedste vens storebror eller storesøster, som var lidt ældre, lidt sejere og havde lidt mere erfaring med livet, siger hun.

Youtube-stjernerne fungerer på den måde som rollemodeller for de yngste skolebørn, og stjernernes tække på de nyeste tendenser, mode og humoristiske indslag er med til at give dem indflydelse og gennemslagskraft, forklarer Lene Heiselberg.

En anden faktor, der har sat skub i youtube-stjernernes status, er ifølge medieforskeren, at stjernerne i dag også i stigende grad får penge og produkter af virksomheder og organisationer. Nogle stjerner får også professionel hjælp fra agenter og reklamebureauer.

Med reklamepengene i ryggen kan de kommercielle samarbejder sætte turbo på produktionen af youtube-stjernernes indhold, mod at stjernerne omtaler og anbefaler alt fra læbestift til legoklodser.

- Hvis man kigger på indholdet på Youtube, så er der sket en massiv professionalisering, hvor youtube-stjerner er kommet i stald hos forskellige agenter og bureauer, som hjælper dem med at levere og stiller krav til indholdet, siger Lene Heiselberg.

Forsker: Børn er bevidste om reklamer

Den pointe er lektor Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet enig i. Der kan i dag være et reelt fuldtidsarbejde i at have indflydelse som såkaldt 'influencer' på Youtube og på mange andre sociale medier, forklarer hun.

- Det er simpelthen blevet stjernernes arbejde at være influencer. Så de opgiver uddannelse og andet lønnet arbejde, fordi de sagtens kan leve godt af det her, siger hun.

Som forsker i børns mediebrug har Stine Liv Johansen interviewet en række børn i alderen 7 til 14 år. Og ifølge hende er kommercielle budskaber og sponseret indhold i de videoer, børnene finder på Youtube, langt fra noget der får de yngste til at stå af.

- Børnene ved udmærket godt, at der er reklame og penge blandet ind i det, siger hun.

Men der er også grænser for, hvad man som youtube-stjerne kan kaste sig ud i af samarbejder med virksomheder, hvis man i forvejen har fundet sig en trofast skare af følgere inden for en bestemt målgruppe, forklarer hun.

Hvis en youtube-stjerne eksempelvis er kendt for at omtale og anbefale slimlegetøj og nuttede skumdyr til en yngre målgruppe, så duer det ikke, at man som youtube-stjerne i kraft af sit arbejde som influencer bevæger sig ud i at anbefale alkoholsodavand eller champagne.

Så stejler fanskaren, forklarer hun.

- Set fra børnenes synsvinkel er det ikke et problem, at der er produkter indblandet i videoerne. I børnenes øjne står og falder det med influencernes troværdighed. Så længe produktet hænger sammen med, hvad en influencer står for, så er det ikke noget, de ser som problematisk, siger hun.

Undgå korslagte arme og rynkede bryn

Som forælder til et barn i skolealderen kan det måske være svært at forstå, hvad attraktionen ved stjernerne og det sponserede indhold egentlig går ud på.

Forklaringen fra medieforsker Lene Heiselberg lyder på, at der her er tale om en decideret generationskløft.

- Andre generationer har dyrket rockmusik, og denne generation dyrker youtube-stjerner. Det er det, der konstituerer deres generation, siger hun.

Men hvis man som forælder bliver bekymret over indholdet i nogle af videoerne, må man for alt i verden ikke begynde at fordømme børnenes fascination af stjernerne, mener medieforsker Stine Liv Johansen.

- Som forældre har vi desværre tendens til en usund cocktail af lige dele rynken på næsen, korslagt arme og rynkede øjenbryn i forhold til vores børns brug af medier, siger hun.

I stedet skal man som forælder forsøge at sætte sig bedre ind i, hvad børnene ser og derigennem tage snakken om, hvad man selv mener er i orden og ikke er i orden, siger hun.

- Som forældre vil vi gerne være sikre på, at vores børn ved, at der er nogle ting, som ikke er i orden i forhold til markedsføring. Men så er vi simpelthen nødt til at gå i dialog med børnene i stedet for at sige til dem, at de ikke må se indhold, der er sponsoreret, lyder rådet fra medieforsker Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet.

TIP OS

Facebook
Twitter