Stod til to år bag tremmer i Dubai for heste-kommentar: Nu er Laleh på britisk jord igen

Laleh Shahravesh kaldte sin eksmands nye kone for "hest" på Facebook.

I Dubai kan man blive straffet med fængsling eller store bøder for at dele krænkende udsagn på de sociale medier. (Foto: SATISH KUMAR © Scanpix)

55-årige Laleh Shahravesh fra Storbritannien har været tilbageholdt i Dubai siden marts, efter hun for tre år siden delte en spydig kommentar om sin eksmands nye kone på Facebook.

- Jeg håber, du går under jorden din idiot. Du forlod mig for denne hest.

Men Laleh Shahravesh slipper med en bøde på knap 5.400 kroner og får langt om længe lov at vende tilbage til sin datter i Storbritannien, skriver BBC.

- Jeg er meget, meget glad for at blive genforenet, sagde Laleh Shahravesh ifølge mediet, da hun landede i Heathrow lufthavn.

Hendes 14-årige datter Paris har tidligere på ugen opfordret myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater (FAE) til at løslade sin mor, skriver The Guardian.

'Alvorlig advarsel'

Britiske Laleh Shahravesh fra Richmond i London takker chefen for Detained in Dubai, der rådgiver internationale myndigheder om FAE-lovgivningen, for at "have arbejdet utrætteligt" for at få hende hjem til sin datter.

Og ifølge chefen for gruppen, Radha Stirling, der har hjulpet Shahravesh, er sagen en "alvorlig advarsel" til brugere af sociale medier, der besøger Dubai.

- Uden den store omtale fra internationale medier og opmærksomheden på autoriteterne i de Forenede Arabiske Emirater, ville sagen formentlig have stået på i mindst seks måneder, siger Radha Stirling til BBC News.

Detained in Dubai kritiserede i forbindelse med sagen det britiske udenrigsministerium for ikke at oplyse borgerne godt nok om Emiraternes strenge love om cyberkriminalitet.

I henhold til FAE's lov om cyberkriminalitet kan en person fængsles eller straffes for at komme med æreskrænkende udsagn på sociale medier.

Anholdt på vej til eksmands begravelse

Den britiske kvinde blev anholdt i Dubais lufthavn, da hun var på vej til de Forenede Arabiske Emirater med sin datter for at deltage i sin eksmands begravelse.

Anholdelsen skete på baggrund af en anmeldelse fra eksmandens nye kone, som Facebook-kommentarerne var rettet mod.

Laleh Shahravesh rasede ud på Facebook tilbage i 2016, fordi hun opdagede, at hendes eksmand Pedro, som hun har boet i Dubai med, skulle giftes på ny, oplyser BBC.

I forbindelse med anholdelsen fik den 55-årige kvinde ifølge Detained in Dubai frataget sit pas og har boet på hotel, mens hun afventede retssagen, som blev afgjort torsdag.

Facebook
Twitter