Støj, lugt og rod: Vi er i konflikt med naboen

Hver fjerde dansker har inden for de seneste fem år været i konflikt med naboen, viser undersøgelse.

21 procent af dem, der har været i konflikt med deres nabo, har overvejet at flytte, viser undersøgelsen fra Epinion. (© dr)

På den ene side af hækken bor Jens Bjerrum.

Ægteparret Leif og Randi Rasmussen bor på den anden side.

Igennem flere år har der været kold luft mellem de to naboer, som bor i et villakvarter i den nordsjællandske by Lynge.

For Jens Bjerrum taler for højt, mener Leif Rasmussen.

- Åh, kan du for fanden ikke holde kæft, siger Leif, at han ofte tænker.

Og Leif Rasmussen har for tre og et halvt år siden sat en opbevaringscontainer op foran sit hus, der skærmer for udsigten, lyder det fra Jens Bjerrum.

- Man ser jo containeren hele tiden. Den grimme hæslige farve, rustfarven, siger han i dokumentaren "I krig med naboen", der bliver sendt på DR2 i aften.

De to naboer i Lynge er langt fra de eneste, der er oppe at toppes, viser en ny undersøgelse.

Hver fjerde har haft en konflikt med naboen

Hver fjerde af os danskere - 26 procent - har inden for de seneste fem år haft en konflikt med naboen, viser undersøgelsen, som Epinion har lavet for DR.

Jens Bjerrum er træt af, at naboen har stillet en container op foran huset. (© dr)

Konflikterne handler om alt fra høj musik til lugtgener og rod på naboens grund, og ofte er konflikterne svære at komme ud af, forklarer Mie Marcussen, der er erhvervsjurist og konfliktmægler.

- Konfliktspiraler bliver lidt dybere i nabostridigheder, fordi det betyder så meget for os, at vi har den der trygge base, siger hun.

Hendes arbejde består blandt andet i at mægle mellem naboer, der er kommet i stridigheder.

- Nabokonflikter er det absolut værste at mægle i. Og det har simpelthen noget at gøre med, at det er vores territorium. Det er der, hvor vi skal have opfyldt vores basale behov, siger hun.

- Det er i vores hjem, at vi skal have lov til at udfolde os, som de mennesker, vi er, fortsætter hun.

Vågner om natten

Sådan er det også for Jens Bjerrum, der fortæller, at containeren fylder alt for meget i hans tanker - han vågner endda om natten og har svært ved at sove på grund af den.

- Nogle gange har jeg ikke været god over for min kone, for jeg snakker også om det om natten, siger han.

Mie Marcussen forsøger i dokumentaren at hjælpe Leif Rasmussen og Jens Bjerrum ud af deres konflikter.

- Mægling er en god måde at løse en konflikt på, siger hun og forklarer, at det ofte er bedre end at gå den juridiske vej.

Randi og Leif Rasmussen er irriteret på deres nabo Jens Bjerrum, fordi de synes, at han taler for højt. (© dr)

- Der tæver man hinanden med paragraffer, og der er én, som vinder og en anden, som taber. Det er ligesom en boksekamp.

Men det er svært at få Jens Bjerrum og Leif Rasmussen til at mødes under mæglingen.

- Når man først får noget, man fokuserer på, så lægger man mærke til det, siger Leif Rasmussen om hans irritation over Jens Bjerrums høje stemmeleje.

For Jens Bjerrum er der én afgørende ting, der skal være på plads, for at naboskabet igen bliver godt:

- Det gode forhold kommer først tilbage, når containeren er væk.

Flere overvejer at flytte

Ifølge undersøgelsen fra Epinion har

af dem, der har været i konflikt med deres nabo, overvejet at flytte. Det har Jens Bjerrum også, fortæller han.

- Det har jeg tænkt meget over, men det vil min kone ikke være med til. Hun synes, at jeg så går for langt, for jeg er villig til at ofre de penge, der skal til, for at sælge huset - bare for den container.

På den anden side af hækken har Randi og Leif Rasmussen tænkt samme tanke:

- Vi har tænkt tanken - for at slippe af sted. Komme væk. Videre, siger Leif Rasmussen.

I aften klokken 20.45 kan du se dokumentaren I krig med naboen på DR2.

Nabokonflikter

FacebookTwitter