Har du fjernvarme, så kan du flere steder se frem til ekstraregninger.
Flere fjernvarmeselskaber har nemlig varslet om prisstigninger på mellem 8 og 15 procent.
- Når vores energikilder, som for eksempelvis træflis, stiger i pris, så er vi også tvunget til at hæve priserne over for forbrugerne. Når vores driftsomkostninger stiger, så vil prisen på varme stige helt automatisk, siger Maria Dahl Hedegaard, konsulent for biomasse-området hos Dansk Fjernvarme.
Det gælder blandt andet hos landets 6. største kommunale forsyningsselskab målt på antallet af kunder, Trefor Varme, der har skruet priserne op med 15 procent. Her kan gennemsnitsforbrugeren nu se frem til en ekstra regning på omkring 1.500 kroner.
I Ry ved Skanderborg kan kunderne se frem til prisstigninger på omkring otte procent. Det svarer til en ekstra udgift på omkring 1.000 kroner årligt for en gennemsnitskunde.
Ifølge Dansk Fjernvarme får flere forbrugere nu prisstigninger. Det skyldes, at de enkelte fjernvarmeselskaber forhandler kontrakter for indkøb af biomasse - særligt på træflis og træpiller - hver sommer.
Prisen på biomasse er ifølge brancheorganisationen steget på grund krigen i Ukraine. Som følge af krigen er olie og gas blevet dyrere, og det har øget efterspørgslen på blandt andet biomasse, som derfor også er steget i pris.
Stigning på 15 procent
Prisstigningerne kommer ifølge Dansk Fjernvarme til at ramme flere forbrugere, fordi energikilden udgør lidt under halvdelen af varmeselskabernes brændsel.
Hos varmeselskabet Trefor i Kolding er forklaringen bag prisstigningen på 15 procent meget enkel.
- Vi har varslet prisstigninger til vores kunder, fordi vores brændselsindkøb er steget med det beløb, som er varslet til vores kunder, siger direktør for infrastruktur Charles Nielsen.
Nogle varmeselskaber har endnu ikke hævet priserne, hvorfor gør I det?
- Vi skal sørge for, at vores økonomi går i nul. Når brændstofprisen stiger, er vi nødt til at hæve priserne for kunderne, forklarer han.
Fjernvarmen er dog den energikilde, der er steget mindst i pris - sammenlignet med for eksempel olie og gas, siger direktøren.
- En prisstigning på 15 procent betyder cirka 1.500 kroner om året, men det er klart, at hvis det er mere koldt i vintermånederne, så bliver regningen selvfølgelig større, forklarer han.
'Prisstigninger alle vegne'
Cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk ærgrer sig over situationen.
- Vi ser prisstigninger her, der og alle vegne, siger han.
- For mange forbrugere kan 1.000 kroner ekstra slå bunden ud af budgettet. Vi ved, at mange er trængte lige nu.
Forbrugerrådet Tænk oplever i øjeblikket flere henvendelser på at få gældsrådgivning på grund af prisstigningerne på mange varer og ydelser.
Hos Dansk Fjernvarme er det svært at vurdere, om forbrugerne kan se frem til endnu højere priser.
- Det kommer til at afhænge rigtig meget af situationen i Ukraine og dermed resten af Europa. Derfor kan jeg ikke forudsige, hvordan prisen bliver næste år, forklarer konsulent Maria Dahl Hedegaard.