Større risiko for Alzheimer med natarbejde

Natarbejde kan skade hjernen. Det giver øget risiko for Alzheimers og demens, viser nyt dansk studie.

En undersøgelse af 18.015 sygeplejerskers livsforløb viste også større risiko for Alzheimers sygdom og demens, hvis de har arbejdet om aftenen og natten. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Sygeplejersker med aften- og nattevagter dør ofte af hjerte-kar-sygdomme og diabetes, men også Alzheimers sygdom og demens.

Det viser et nyt dansk videnskabeligt studie, hvori 18.015 sygeplejerskers livsforløb blev undersøgt. Heraf døde 270 af de nævnte sygdomme, skriver Ugebrevet A4.

- Vi har fundet en relativt stærk risiko. Vi forventer, at de her resultater kan overføres til andre erhverv, siger en af forskerne bag undersøgelsen, professor Zorana Jovanovic Andersen fra Center for Epidemiologi og Screening på Københavns Universitet.

- Natarbejde påvirker ikke bare sygeplejersker, men alle der arbejder om natten, understreger hun.

Studiet er det første til at vise, at natarbejde kan medføre skader af hjernen i form af Alzheimers sygdom og demens.

Forskernes bedste bud er, at natarbejde øger antallet af dødsfald med 26 procent.

Den statistiske usikkerhed gør dog, at tallet reelt kan ligge mellem 5 og 51 procent. Lidt overraskende er risikoen lidt højere ved aftenarbejde: 29 procent.

Helt entydig er forskningen nu ikke. For selv om personer med natarbejde har flere problemer med helbredet, så er der stadig uenighed om, hvad årsagen egentlig er.

Men noget skal gøres, mener Dorte Steenberg, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, DSR.

/ritzau/