Branden på Scandinavian Star står markant i erindringen hos de fleste danskere.
Til gengæld husker de færreste den ulykke, der syv måneder tidligere, den 8. september 1989, kostede 55 personer livet i havet ud for Hirtshals.
Katastrofen er den største på dansk jord i fredstid, og det var også første gang, at det danske katastrofeberedskab skulle stå sin prøve.
Aldrig tidligere havde retsmedicinere og retsodontologer stået foran opgaven at skulle identificere så mange lig. De pårørende pressede på for at få identificeret de lig, der blev bragt ind til Hirtshals.
Samtidig svirrede pressemøderne med rygter om, at enten et løsgående missil eller terror var årsagen til ulykken. Det tog faktisk tre et halvt år før teknikerne kunne danne sig et klart billede af, hvad årsagen til ulykken var.
Har kun sat sig dybe spor i Hirtshals
Flyet med primært norske passagerer ombord brød pludselig sammen i luften over havet nord for Hirtshals, og alle blev dræbt ved styrtet.
Flyet var på vej fra Oslo til Hamborg, hvor passagererne skulle fejre, at rederiet Wilhelmsen Line, som de alle var ansat i, skulle navngive en nyindkøbt skib. Der var ikke plads til alle rederiets medarbejdere i flyet, så derfor var passagererne udvalgt ved lodtrækning.
Mens flykatastrofen har sat markante spor i den norske befolkning, er det kun lokalbefolkningen i Danmark, der husker detaljerne omkring begivenhederne for 29 år siden.
- Folk fra andre byer kan ikke rigtig huske begivenheden, men snakker man med folk fra Hirtshals, så kan de sagtens huske den dag, da flyet styrtede ned, siger Jan Godi.
Han var deltidsredningsmand på redningsstationen i Hirtshals og blandt de første, der blev sendt ud til nedstyrtningsstedet i havet 15 kilometer nord for Hirtshals.
I flere timer sejlede han og kollegerne rundt i gummibåd og samlede lig op fra vandet. Det meste af tøjet var flået af ligene, der var blevet kastet ud af flyet i syv kilometers højde.
- Mange af ligene så pæne ud, men de virkede lige som en pose nødder, fordi knoglerne var slået i stykker på grund af faldet gennem luften, husker Jan Godi.
Opgave af hidtil uset omfang
Tre hold bestående af retsmedicinere og politifolk og to hold tandlæger (retsodontologer) gik i gang med at identificere de første 31 lig, der blev fundet i havoverfladen i timerne efter ulykken og bragt ind til havnen i Hirtshals.
Ligene var anbragt side om side i en nedlagt fiskeriauktionshal på havnen.
- Det var en opgave af et omfang, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg var vant til at identificere enkeltpersoner, og de ulykker med flere omkomne, som vi havde haft på Retsmedicinsk Institut, på det tidspunkt, drejer sig højest om fire-fem omkomne, siger professor og tidligere leder af Retsmedicinsk Institut i Aarhus Markil Gregersen.
I løbet af blot to et halvt døgn lykkedes det at identificere de 31 lig, og i de følgende måneder blev yderligere 19 lig identificeret i takt med, at de enten skyllede i land på Vestkysten eller blev hentet op fra flyvraget på havets bund.
Fem af de omkomne blev aldrig fundet.