Støtteordninger for svineavlere forlænget

EU ventes torsdag at forlænge støtteordningerne for opmagasinering af svinekød i yderligere tre måneder indtil juni.

EU ventes torsdag at forlænge støtteordningerne for opmagasinering af svinekød i yderligere tre måneder indtil juni. Det kan ses som en halv eller kvart håndsrækning til de europæiske svineproducenter, der er hårdt ramt af lave afsætningspriser og høje produktionsomkostninger.

For ikke at få indtjeningen til at falde yderligere har EU for øjeblikket opmagasineret 100.000 ton svinekød. Det er den maksimale mængde, der må være på lagrene i juni, hvilket svarer til en støtte på 12 millioner euro (89 mio. kr.).

EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, afviste mandag et ønske fra Frankrig, Tyskland og flere andre lande om at gribe ind med yderligere støtte til de trængte svineavlere.