Stor brand i skrothandel i København

Langvarigt slukningsarbejde venter beredskabet. Minimum til 12 timer, meddeler operationschefen.

Billede fra Københavns Beredskab, der er på stedet. (Foto: Københavns Beredskab © Københavns Beredskab)

En stor brand udvikler sig på øen Prøvestenen i København, og der er kraftig røgudvikling, der fylder himlen over byen.

Flere af politiets patruljevogne og brandvæsnet er sendt ud for at deltage i slukningsarbejdet.

Hovedstadens Beredskab meddeler, at der er gået ild i en bunke affald hos en skrothandler, og at mandskabet forventer en langvarig slukningsindsats for at få kontrol over ilden.

Det bliver en langvarig affære, der kommer til at tage det meste af dagen.

- Det er metalskrot, der er gået ild i, og meget af det er sammenpresset og indeholder en række andre materialer som plastic, gummi og letmetaller, der også bliver antændt, når temperaturen er så høj, siger Jan Kirk Iversen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab.

Efterfølgende har beredskabet besluttet at begrænse slukningsarbejdet og lade ilden gå i sig selv.

Sprøjter ikke mere vand på

De miljømæssige omkostninger ved i timevis at pøse vand på branden er for styre, bliver det meddelt på Twitter.

Vinden skubber røgen mod Sverige

Vinden gør sin del af arbejdet og skubber røgen ud over vandet, hvor den ikke er til gene.

- Der er en kraftig røgfane, der formentlig kan ses over det meste af hovedstaden, men vinden driver den mod nordøst mod Sverige. Vi har advaret svenskerne om, at de måske bliver chikaneret af røgen senere i dag. Lige nu er vinden dog ikke så kraftig, så den stiger mere til vejrs, siger Jan Kirk Iversen.

Af samme grund er der ikke grund til at evakuere nogen i området, men skulle vinden vende - hvad meteorologerne har garanteret operationschefen ikke vil ske - vil der blive udsendt en beredskabsmeddelelse.

Branden er ved Prøvestenen i et område, der også bliver kaldet Benzinøen. Der er tale om en kunstig ø, hvor der bliver opbevaret særdeles brandbare væsker. Branden er dog på et område, hvor der 'ikke er et oplag af brandbare væsker' ifølge operationschefen.

Opdateret klokken 13.47 med tweets fra Hovedstadens Beredskab om at man begrænser slukningsarbejdet.

Facebook
Twitter