Stor brand på Dyrehavsbakken slukket

38 brandfolk og 12 udrykningskøretøjer rykkede ud til brand i den historiske forlystelsespark i Klampenborg.

Flere bygninger gik i brand fredag aften, og det krævede en større indsats natten til lørdag at slukke branden. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Politi og brandvæsen måtte sent fredag aften rykke ud til en større brand på Dyrehavsbakken nord for København.

Flere bygninger brændte, og i alt 38 brandfolk og 12 køretøjer var i aktion i nattens løb, inden branden blev slukket i de tidlige morgentimer.

Vagthavende hos Nordsjællands Politi fortæller lørdag morgen, at man ikke længere er på stedet, men at teknikerne senere vil undersøge stedet for at finde årsagen til branden.

Der gik ild i flere bygninger, herunder baren Sommerlyst og forlystelsen 5D Cinema, og det var nødvendigt at tilkalde udrykning fra flere brandstationer i området for at få branden under kontrol.

- Det er gået hårdest ud over Cinema-bygningen, og det er den, vi vil koncentrere os om, når vores teknikere skal undersøge stedet og finde årsagen til branden, fortalte vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til TV2 i løbet af natten.

Dyrehavsbakken er lukket for vinteren og de mange forlystelser og restauranter ligger øde hen. Der er foreløbigt ingen tegn på, at branden skulle være påsat.