I en række tilfælde har en dansk-britisk virksomhed med base i Nørresundby fået tilladelse til at sælge masseovervågningsteknologi til undertrykkende regimer i Mellemøsten.
Det viser dokumenter, som BBC og Information har fremskaffet og som DR Nyheder er i besiddelse af.
Der er tale om avanceret udstyr til at overvåge al internettrafik og mobiltelefoni i et land. Teknologien er så kontroversiel, at den kræver særlig tilladelse fra de danske myndigheder.
Det skete senest, da Erhvervsstyrelsen gav firmaet BAE Systems tilladelse til at sælge teknologien til Saudi-Arabien.
Eksporten vækker kritik fra generalsekretær i Amnesty International, Trine Christensen.
- Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at man fra dansk side har givet tilladelse til at eksportere en teknologi, der kan være med til den undertrykkelse, vi ser i Saudi-Arabien lige nu, siger hun.
To uger før kongeligt besøg
Den 12. februar udstedte Erhvervsstyrelsen en eksporttilladelse til det dansk-britiske firma BAE Systems Applied Intelligence A/S, der ligger i Nørresundby – et datterselskab af den britiske våbengigant BAE Systems.
Tilladelsen blev givet umiddelbart før et stort erhvervsfremstød i Saudi-Arabien, hvor Kronprins-parret deltog.
Tilladelsen gjorde det muligt for BAE Systems at eksportere avanceret overvågningsteknologi til Saudi-Arabien. En handel til en værdi af 70 millioner kroner ifølge Informations oplysninger. Virksomheden har også fået tilladelse til at sælge til Oman og Qatar.
Teknologien kan bruges af efterretningstjenester til at slå ned på kriminelle og terrorister.
Omfattende overvågning
I 2011 offentliggjorde Wikileaks BAE Systems’ salgsbrochure, for den omtalte overvågningsteknologi.
Jan Johannsen, der er teknisk chef i IT-sikkerhedsfirmaet Check Point, har set brochuren.
- Det kan samle oplysninger fra stort set alle de typer enheder, som vi gør brug af i dag, som smartphones, almindelige mobiltelefoner og bærbare computere, siger Jan Johannsen.
Udenrigsministeriet gav grønt lys
Virksomheder skal have tilladelse fra Erhvervsstyrelsen til at eksportere produkter ud af EU, der både kan bruges civilt og militært. Før Erhvervsstyrelsen kan give tilladelsen, spørger de Udenrigsministeriet, om de har nogle indvendinger. Det skal forhindre, at europæiske virksomheder er med til at krænke menneskerettighederne.
I salget til Saudi-Arabien finder Udenrigsministeriet ingen grund til ikke at give tilladelse. Det samme gælder en række andre salg til lande i regionen.
Og det undrer Helle Lykke Nielsen, der er lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i Golfstaterne.
- De her styrer er meget nidkære i at overvåge deres befolkning. Selv den mindste smule kritik kan føre til sanktioner og fængsel. Styrerne accepterer simpelthen ikke kritik.
Udenrigsministeriet vil ikke kommentere den konkrete sag, men skriver følgende i en mail til DR Nyheder:
- Såfremt der er en klar risiko for, at produktet kan blive anvendt til intern undertrykkelse, vil Udenrigsministeriet i medfør af EU-reglerne som udgangspunkt afgive et negativt høringssvar til Erhvervsstyrelsen, der træffer den endelige afgørelse, bl.a. på baggrund af Udenrigsministeriets høringssvar.
Heller ikke BAE Systems ønsker at kommentere den konkrete sag, men skriver følgende i en mail til DR Nyheder:
- Hvis vi har mistanke om misbrug af systemerne, gennemfører vi ikke handlen.
Kan krænke menneskerettighederne
Overvågningssystemet fra BAE Systems kan infiltrere et helt lands internettrafik og blandt andet overvåge data fra mobiltelefoner og bærbare computere. Og ifølge Helle Lykke Nielsen, vil denne type af overvågningssystemer uden tvivl blive misbrugt til at overvåge fredelige kritikere af systemet i de pågældende lande.
- Det ville være fuldkomment naivt at forestille sig, at det ikke bliver brugt til overvågning af befolkningen. I de her regimer er det så vigtigt for dem at have styr på befolkningerne, så selvfølgelig vil de bruge den type mulig teknologi til at overvåge deres befolkning, siger Helle Lykke Nielsen.
Saudiske menneskerettighedsaktivister er ifølge Amnesty blevet fængslet, fordi de har kommunikeret med udenlandske organisationer som Amnesty International. Og ifølge generalsekretær i Amnesty, Trine Christensen, er det netop denne form for overvågning, som Danmark har tilladt at sælge, der kan være med til at slå ned på aktivisterne, som taler med Amnesty.
- Vi har set flere eksempler på, at aktivister og advokater bliver ringet op eller hevet ind på stationen for at svare på spørgsmål. Nogle gange ser vi anklageskrifter, hvor det er et punkt, at folk har haft kontakt til Amnesty.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i en mail til DR Nyheder, at han vil arbejde for en strammere linje for eksport af masseovervågningsteknologi i EU.
Det er vigtigt, at eksport af overvågningsteknologi ikke misbruges til at krænke menneskerettigheder.