Stor forhåndsinteresse for elbiler

Tre ud af fire siger i en undersøgelse, at de vil overveje at købe en elbil, hvis den er billigere end en almindelig bil - hele 83 procent af de unge vil være interesseret.

Selv om teknikken i dag betyder, at rækkevidden er forholdsvis kort og der skal "tankes" ofte, har el-biler et godt omdømme. Men meget afhænger af, hvad prisen for fremtidens el-biler bliver. (Foto: DR Update)

Tre ud af fire siger i en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har lavet for Jyllands-Posten, at de vil overveje at købe en elbil, hvis den er billigere end en traditionel bil.

Selv hvis elbilen er dyrere end en almindelig, vil flere end hver fjerde overveje i stedet at købe en elbil.

Blandt de 26-35-årige siger hele 89,3 pct. at de vil overveje en elbil, hvis den er billigere.

De første klar allerede næste år

Dong Energy har sammen med selskabet Project Better Place planer om at få op mod en halv million elbiler ud på de danske gader og veje inden 2020. De første elbiler vil formentlig allerede næste år rulle ud på vejene.

Elbiler er indtil udgangen af 2012 fritaget for afgift, mens klimaminister Connie Hedegaard har lovet en delvis fritagelse frem til 2015.

Facebook
Twitter