Stor forskel på syrienkrigerne: Fra ekstremt religiøse til desillusionerede

Det ser ud til, at antallet af hjemvendte syrienkrigere er bremset op, siger Østjyllands Politi.

Allan Aarslev arbejder med at forebygge syrienkrigere ved Østjyllands Politi, som tager fat i dem, der vender hjem, og hjælper dem med job, uddannelse, bolig og psykologhjælp. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Danmark er et af de EU-lande, hvor flest syrienkrigere er vendt hjem igen efter at have kæmpet i enten Syrien eller Irak.

Det dokumenterer en ny rapport i dag.

Og der er stor forskel på de syrienkrigere, der kommer tilbage til Danmark.

- Nogle var stadig utrolig religiøse og muligvis radikaliserede. Andre har været helt desillusionerede og haft brug for at skabe sig et almindeligt liv, siger politikommissær ved Østjyllands Politi, Allan Aarslev.

Han står for den kriminalpræventive indsats i Østjylland, som holder øje med områdets 34 hjemvendte syrienkrigere og har interviewet dem ved hjemkomst for at klarlægge, om de udgør en sikkerhedsrisiko.

- Det er en målgruppe, vi skal være meget opmærksomme på, og som vi ikke må skære over en kam, for så kan problemet blive større, siger p0litikommissæren.

Politiet og kommunen har arbejdet på at hjælpe mange af de unge muslimer med at komme tilbage i uddannelse, finde job, finde et klubværelse eller til psykolog.

Men det er efterhånden længe siden, at Østjyllands Politi har mødt en hjemvendt syrienkriger.

- Trafikken er stoppet, og årsagerne er mange, siger politikommissæren.

Politiet blev opmærksomme på tendensen med udrejser i november 2012 og fik et overblik i december 2013, som viste at en stor del af de udrejste til Syrien havde haft deres gang i Grimhøjmoskeen. Siden da har 34 unge forladt Aarhus for at rejse til Syrien eller Irak.

Af de 34 er 17 vendt hjem igen. 16 kom hjem inden efteråret 2014. Kun en er kommet tilbage i løbet af de sidste halvandet år.

Opbremsning i antallet af syrienkrigere

  • Konflikten i Syrien og Irak tiltrækker fortsat personer fra Danmark, men antallet er faldende, står der i Politiets Efterretningstjenestes (PET) seneste vurdering fra oktober 2015.

  • PET begyndte at registrere udrejste i november 2012, hvor PET havde 'kendskab til personer, der var rejst til Syrien'.

  • I marts 2013 var 45 personer udrejst

  • I november 2013 var 80 personer udrejst

  • I juli 2014 var over 100 personer udrejst

  • I december 2014 var 110 udrejst

  • I marts 2015 var 115 udrejst

  • I oktober 2015 var 125 udrejst