Stor fyringsrunde rammer Københavns Universitet

Mere end 500 stillinger forsvinder fra landets største uddannelsesinstitution.

Det er et stort tab af viden og kompetencer at miste så mange gode medarbejdere, lyder det fra KU-rektor Ralf Hemmingsen. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Et par hundrede ansatte på Københavns Universitet skal snart ud at se sig om efter et nyt job.

Landets største uddannelsesinstitution er blevet pålagt at spare en halv milliard kroner i årets finanslov, og det får nu konsekvenser for 209 undervisere, forskere og ansatte i service og administrative stillinger, der kan se frem til en fyreseddel.

Derudover vil 323 universitetsstillinger enten blive nedlagt eller opsagt via frivillige fratrædelsesordninger, og samlet set vil syv procent af medarbejderstaben forsvinde.

- Det er et stort tab af viden og kompetencer at miste så mange gode medarbejdere. Vi har fundet den største del af besparelserne på administration og service i et forsøg på at skåne uddannelse og forskning mest muligt, udtaler rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse.

Universitet vil samtidig uddanne omkring 10 procent færre ph.d.’ere i de kommende år, og det er et problem for ”forskningens livsvigtige fødekæde”, mener rektoren.

- Det vil kunne ses på Danmarks forskningsevner om 5-10 og 20 år, siger Ralf Hemmingsen.

Natur og Sundhedsvidenskab, der er de to største fakulteter på universitetet, tegner sig tilsammen for mere end 330 nedlagte stillinger. På Humaniora er tallet omkring 90.

Ifølge Universitetsavisen har medarbejderne haft mulighed for at søge om frivillig fratrædelse fra den 12. december sidste år til den 18. januar i år.

Fyringsrunden vil ifølge avisen finde sted fra den 9. til den 11. februar.