Stor rejsedag i Københavns Lufthavn: Men konflikten blandt flyvelederne lurer stadig

I dag forventer Københavns Lufthavn over 90.000 passagerer. Men de ved ikke, om der kommer forsinkelser eller aflysninger.

Københavns Lufthavns trafikchef, Kristoffer Plenge-Brandt, håber snart, at der kommer en løsning på konflikten mellem Naviair og flyvelederne. (Foto: © (C) DR Nyheder)

I dag forventer Københavns Lufthavn, at 94.600 passagerer enten vil lande eller lette fra lufthavnens baner.

Dermed står lufthavnen til at have den største rejsedag, siden corona lammede flytrafikken. Det oplyser trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt til DR Nyheder.

Men selvom passagererne i skrivende stund uden problemer glider gennem security og ankomsthallen, lurer konflikten mellem Naviair og flyvelederne stadig i kulissen.

- Det ser rigtig positivt ud i dag, men Naviair har et skift i eftermiddag, og så må vi se, om planen stadig holder der, siger Kristoffer Plenge-Brandt om den senere udskiftning af flyveledere.

- Så kan jeg frygte, når Naviairs team, der skal møde i eftermiddag, hvis der er nogle frafald på deres fremmøde der, hvilket ikke er umuligt at tænke sig, at det bliver en helt anden aften for os.

Tager dag for dag

For at mindske den seneste tids aflysninger og forsinkelser i Københavns Lufthavn har Naviair lagt en sommerplan, hvor flyveledere fra Roskilde Lufthavn overflyttes til Københavns Lufthavn i sommermånederne, hvilket muligvis har givet nogle nemmere dage i Kastrup, siger trafikchefen.

- Vi har set, at de seneste dage har været gode. Om det er effekten fra Roskilde, eller om der bare er en bedre plan, det skal jeg ikke kunne sige. Men vi kan bekræfte, at det har set bedre ud under Kristi himmelfartsferien.

Flere har dog kaldt den model for et plaster på såret. Fra Naviairs pressemedarbejder lyder det 'Ingen kommentar her i weekenden', men at forhandlinger fortsætter i morgen.

Kristoffer Plenge-Brandt håber dog snart, at parterne kan finde en løsning.

- Det har stået på rigtig længe for os, og det er hårdt som lufthavn at være i dag for dag og ikke vide, hvad vi har at gøre med i forhold til vores operation, siger han.

- Så derfor må vi stadig sige, at det her er en meget midlertidig løsning, at man har flyttet noget flyveledelse ind fra Roskilde, så vi opfordrer stadigvæk parterne til at finde hinanden i forhandlingslokalet.

Hvor længe kan I holde til det?

- Vi kan ikke fortsætte i den her uvished, så derfor bliver parterne nødt til at finde hinanden i den her konflikt.