Stor stigning i coronasmitte blandt indvandrere i Danmark

Indvandrere udgør størstedelen af de nye smittede med covid-19.

Det er svært for Statens Serum Institut at forklare det høje smittetal blandt personer med en anden etnisk baggrund end dansk. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

Størstedelen af dem, der blev smittet med corona i sidste uge, har en anden etnisk herkomst end dansk.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

I uge 30 blev der registreret 247 nye smittetilfælde. 59 procent var indvandrere. Gruppen udgør kun 14 procent af den samlede befolkning, så det er tale om en stor overrepræsentation.

Statens Serum Institut har endnu ikke en god forklaring på denne udvikling. Tyra Grove Krause, der er afdelingschef på Statens Serum Institut peger dog på nogle mulige forklaringer.

- Det kan skyldes, at der kommer flere udefra i de miljøer, det kan også have noget at gøre med familiernes størrelse, og at man derfor har større familiesammenkomster, siger hun.

Det er folk med oprindelse i Irak, Marokko, Israel og Jordan, der udgør de fleste smittetilfælde.

Sproglige barrierer kan muligvis være skylden

Ifølge Tyra Grove Krause kan det høje smittetal blandt indvandrere muligvis skyldes en manglende sprogkompetence.

- Vi kan ikke udelukke, at der kan være sprogbarrierer, at det kan være vanskeligt at gennemføre kontaktopsporingen i de gruppe, hvis der er en sprogbarriere.

Smitten blandt indvandrere er spredt ud over flere kommuner, men der er flest i København, Herlev, Lyngby-Tårbæk og Køge.

I kortet forneden kan du se, hvordan det generelt ser ud med nye registrerede smittetilfælde fra 24. juli til 30. juli i hele Danmark.

Det har tidligere været fremme, at coronavirus var mere udbredt blandt indvandrere. Men tallene fra uge 30 er markant større end tidligere.

Den 12. juni opgjorde SSI andelen af indvandrere blandt de første 10.341 smittede i Danmark. På det tidspunkt udgjorde indvandrere 24 procent af de smittede.

Statens Serum Institut undersøger lige nu, hvordan man kan komme det høje smittetal til livs blandt personer med en anden etniske herkomst end dansk.

- Man kan styrke informationsindsatsen i denne gruppe. Man kan være mere opmærksom på sprogbarrierer i forbindelse med kontaktopsporing, siger afdelingschef Tyra Grove Krause.

Stigningen i smitten blandt indvandrere kommer samtidig med, at smitten i Danmark stiger. Torsdag registrerede SSI 91 nye smittetilfælde. Det er den største stigning til siden 18. maj. Herunder kan du se de daglige smittetal i denne måned frem til tirsdag:

Facebook
Twitter