Stor succes med alkoholbehandling på Fyn

Flertallet af alkoholikere på Alkoholbehandlingscenter Fyn slipper ud af deres misbrug. De bliver sendt til psykiater og behandlet for deres lidelser, både medicinsk og med samtaleterapi.

På Fyn har man stor succes med at lade en psykiater medvirke i behandlingen af alkoholikere.

Syv ud af ti alkoholikere, som behandles ambulant hos Alkoholbehandlingscenter Fyn, er sluppet ud af deres misbrug, et år efter behandlingen er afsluttet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Til sammenligning lykkes det kun for mellem tre og fire, som gennemgår en traditionel standard-behandling. Et af midlerne er at sende alkoholikeren til psykiater.

- Det er fantastisk flot og en næsten uhørt succes, siger professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed.

Mange har psykiske problemer

Succesen skyldes blandt andet, at alle alkoholikerens problemer kortlægges og behandles på samme tid. De nyeste forskningsresultater fra centret i Odense har nemlig vist, at mere end 50 procent af alkoholmisbrugerne også har psykiske problemer.

Nogle af problemerne, som angstanfald og depression, kan behandles medicinsk af en psykiater ved siden af den normale behandling, som blandt andet indebærer samtaleterapi.

- Hvis ikke lidelserne bliver behandlet, vil nogle begynde at drikke igen for at dulme de angst- og depressionssymptomer, som stadig kan være der, siger Bent Nielsen, overlæge på Odense Universitetshospital og lektor på Syddansk Universitet.

Særligt tilbud på Fyn

Alkoholbehandlingscenter Fyn er et af de få steder i landet, som har en behandlingsansvarlig overlæge, der er psykiater, og altså kan stille den rigtige diagnose.

På Fyn bruger alle kommuner fortsat Alkoholbehandlingscenter Fyn, men fra 1. januar 2008 har Middelfart valgt at gå selv.

Facebook
Twitter