Store banker tilbyder betalingskort til børn under ti år

Nye digitale lommepenge kan få børn til at plage mere, advarer psykolog.

Tilbuddet fra Nordea og Danske Bank kræver forældrenes samtykke, og børn kan ikke lave overtræk. (Foto: DR Nyheder)

Et barn helt ned i syvårsalderen har nu mulighed for at få et betalingskort, der kan bruges i landets butikker.

I hvert fald hvis deres forældre er kunder hos Nordea og Danske Bank, der har lanceret tilbuddet.

Hos Nordea kan børn ned til syvårsalderen få det såkaldte Nordea Pay debet-kort. Hos Danske Bank er det de otte til tolv-årige, det gælder.

De børn, der vokser op i dag, kommer til at bruge digitale penge i fremtiden. Så jo før de lærer værdien af det jo bedre

Dorte Eckhoff, chef for corporate responsibility i Danske bank

Her får man et såkaldt "lommepengekort" og en app, hvor forældre og børn kan holde øje med beløbet på kortet og opsparingskontoen. Begge tilbud kræver forældrenes samtykke, og børn kan ikke lave overtræk, oplyser bankerne.

Dorte Eckhoff, chef for corporate responsibility i Danske Bank, forklarer, at banken har indført tilbudet efter længere tids efterspørgsel.

- Vi har fået en del henvendelser fra vores kunder, der har ønsket en digital løsning til at håndtere lommepenge. Der er rigtig mange, der ikke går rundt med kontanter længere. Det giver en praktisk udfordring hos forældrene i forhold til at give deres børn lommepenge, forklarer hun og uddyber:

- Derudover er især app'en en god mulighed for at skabe et bedre overblik hos børnene og få en snak mellem forældre og børn i forhold til at forstå penges værdi og opsparing.

Psykolog: Lad være med at give børn et kort

I arbejdet med at udvikle det digitale tilbud til den helt unge målgruppe, har Danske Bank indført en række begrænsninger, der ifølge banken skal skabe et sikkert og kontrolleret miljø.

Hvis forældre vælger at tilknytte et lommepengekort til app'en, kan de eksempelvis styre, hvor mange penge, der skal være på kortet og løbende følge med i børnenes forbrug

Ifølge Dorte Eckhoff er det vigtigt, at bankerne følger med udviklingen i samfundet, hvor de fysiske kontanter i højere grad forsvinder væk.

Man skal lade være med at give børn ting, de selv skal styre ude i virkeligheden i den alder

Ulla Dyrløv, BØRNEPSYKOLOG

- Det er måden, vi kommer til at bruge penge på fremadrettet. De børn, der vokser op i dag kommer til at bruge digitale penge i fremtiden. Så jo før de lærer værdien af det jo bedre, siger hun.

Børnepsykolog Ulla Dyrløv mener dog, at der er en række udfordringer ved at give så små børn et betalingskort.

- Det er en skidt ide, fordi børn ikke kan overskue konsekvenserne af at have et kort. For eksempel kan de komme til at give deres kort og kode til en veninde. Man skal lade være med at give dem ting, de selv skal styre ude i virkeligheden i den alder, siger hun og uddyber:

- Og så kan det komme til at lægge et pres på forældrene, fordi børnene hurtigt lurer, at man nemt kan overføre flere penge via mobilepay. Jeg tror, det vil blive sådan, at de ringer mere op til deres forældre og beder om penge.

Derfor har hun også et klart råd til forældre, der overvejer bankernes nye løsning.

- Mit råd er at lade være med at give børn et kort. Det er endnu en ting, forældrene skal holde øje med og lave regler om potentielle konflikter. Så indtil de er 11 år gamle, skal de lade være med at give dem det.

Forbrugerrådet: Forsvarligt tilbud

Forbrugerrådet Tænk er mere positivt stemt over for tilbudet, fordi bankerne har inddraget begrænsninger og overvågning fra forældrene. Det er ifølge rådet essentielt, hvis børn skal have et betalingskort i hånden og købe ting på egen hånd.

- Der er kommet en masse teknologiske muligheder, der gør, at forældrene har bedre muligheder for at beskytte barnet. For eksempel ved at man kan indstille kortet, så det ikke kan bruges på internettet, forældre kan få pushbeskeder, når barnet bruger kortet, og de kan lave beløbsbegrænsninger, siger Troels Holmberg, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk, og fortsætter:

- I det lys så mener vi godt, at det kan være forsvarligt at udstyre børn under 13 år med et betalingskort.

Forbrugerombudsmanden har tidligere vejledt imod betalingskort til børn under 13 år, men er nu i gang med at revidere den vejledning. Ifølge Troels Holmberg er det vigtigt at få på plads snart, inden flere banker begynder at tilbyde betalingsløsningerne til børn.

- Det er utrolig vigtigt, at alle ved hvad der er op og ned, og bankerne ved, hvilke produkter de har lov til at sende på markedet. Der er et særlig beskyttelsesbehov i forhold til meget unge børn. Derfor er der brug for nogle skarpe regler, siger han.