Store forsinkelser på togtrafik: Togbusser indsættes frem til midnat

DSB har indsat togbusser mellem Fredericia og Odense. De erstatter regionaltog frem til midnat.

Forsinkelserne skyldes et uheld tirsdag aften på baneterrænet i Odense, oplyser Banedanmark. (Foto: Daily Free Press/Kenshin Okubo © Modelleopard: Colourbox)

Der venter togpassagererne store forsinkelser i løbet af onsdagen og formentligt også en del af torsdagen, efter et afsporet tog har skabt problemer ved Odense.

IC- og lyntog er mellem en halv og en hel time forsinket, og der kører ingen regionaltog mellem Fredericia og Odense, oplyser DSB onsdag morgen.

Enkelte tog kan også blive aflyst, lyder det fra selskabet.

- IC- og IC Lyntog, som forbinder landsdelene, er stærkt forsinket - enkelte tog med op til to timer. Det er store forsinkelser, som også gør, at vi beder vores passagerer om at tjekke rejseplanen, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.

- Vi har kun et spor, og det gør, at togene så at sige hober sig op, tilføjer han.

Forsinkede passagerer kan benytte sig af DSB's rejsetidsgaranti, oplyser Tony Bispeskov.

Det betyder, at passagerer, hvis tog er mere end en halv time forsinket, kan få en ny billet eller en del af rejsens pris refunderet. Jo større forsinkelse, desto større beløb refunderes.

- For at benytte sig af garantien, skal man gå ind på dsb.dk under rejsetidsgarantien. Der er en formular, man kan udfylde, siger Tony Bispeskov.

Forsinkelser skyldes uheld i aftes

Forsinkelserne skyldes et uheld tirsdag aften på baneterrænet i Odense, oplyser Banedanmark.

Et passagertog blev afsporet under rangering - processen hvor man flytter en del af en togstamme fra et spor til et andet. Ingen personer kom noget til, men der er store skader på spor og tog.

Afsporingen skyldes en fejl ved sporskiftet, og afsporingen har medført så store skader på sporet, at det onsdag skal repareres. Det betyder, at et spor ikke kan bruges.

Det vil formentligt tage Banedanmark omkring et døgn at reparere skaderne. Det siger områdechef Kenneth Laurentius, Banedanmark.

- Der ligger et stort arbejde foran os. Der er store skader på sporet, som skal udbedres det kommende døgn. Det påvirker togtrafikken en hel del, fordi der kun er ét spor. Vores prognose indtil videre er, at det vil tage omkring et døgn, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter