Stormen Johanne betyder aflyste tog i dele af Jylland

Af sikkerhedsmæssige årsager er der aflysninger og ændringer på en række togafgange i Jylland.

Der vil i morgen fredag være ændringer og aflysninger i flere togafgange i Jylland. (Foto: Arkivbillede Claus Fisker/Scanpix 2013) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Stormen Johanne har endnu ikke ramt Danmark, men allerede nu melder Banedanmark om aflyste tog og ændringer i køreplanen på en række afgange i Jylland i morgen.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Stormen trækker i løbet af natten ind over landet, og DMI har varslet vindstød af orkanstyrke.

Også flere færgeafgange fra Hirtshals i Nordjylland til Norge med Color Line og Fjord Line er aflyst.

Det er i særdeleshed den jyske vestkyst, der bliver ramt af stormen, men togtrafikken i store dele af Jylland vil være påvirket på grund af sikkerhedsmæssige årsager.

Der vil i løbet af aftenen komme yderligere ændringer til rejseplanen, som du kan finde her.

Men foreløbig kan du få et overblik over, hvilke strækninger, der er påvirket neden for:

Ændringer og aflysninger af tog

  • Esbjerg - Struer: Ingen tog fra fredag morgen og frem til kl.11.00
  • Struer - Thisted: Ingen tog fra fredag morgen og frem til kl.11.00
  • Langå - Struer: Ingen tog mellem Viborg og Struer fra fredag morgen og til kl.11.00.
  • Der kører et tog i timen mellem Viborg og Aarhus H
  • Skanderborg - Skjern: Ingen tog mellem Herning og Skjern fra fredag morgen til kl.11.00. Normal køreplan mellem Herning og Aarhus H.
  • Esbjerg - Tønder: Der er timedrift på strækningen fra fredag morgen
  • Aalborg - Frederikshavn: Der er timedrift fredag morgen frem til klokken 08.00, herefter indstilles trafikken til kl.17.00
  • Vejle - Struer: Ingen tog mellem Struer og Herning fra fredag morgen til kl.11.00