Stormen Urd ødelægger årets torskefangst

Der bliver væsentlig færre torsk på de danske nytårsborde. Antallet af torsk er lavt - til gengæld er prisen høj.

Det er ikke mange torsk, der er kommet på krogen siden 2. juledag (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Skal der nytårstorsk på bordet, så skal du forberede dig på, at du måske skal ændre menuen, når du står ved fiskehandleren.

2. juledag arbejdede stormen Urd sig igennem det danske land. Det holdt fiskerne fra vandet, da stormen var værst. Men det betød samtidig også, at torskenes position i vandet blev flyttet med blæsten og bølgerne, og så er de altså svære at fange.

- Nu skal fiskeren først i gang med at finde ud af, hvor torsken er nu. Der går op imod 10 dage, inden fisken finder tilbage til sin vante plads i vandet, siger Martin Maric, der er formand for fiskehandlerne.

Dobbelt så høj pris

Formanden for fiskehandlerne vurderer, at kun 10 procent af de torsk, man normalt hiver i land, er røget i nettet.

- I de 16-18 år, hvor jeg har handlet med fisk, har den aldrig været så høj. Den ender nok med at være dobbelt så høj som tidligere, siger Martin Maric.

Stormen Urd er da også kommet på det værste tænkelige tidspunkt for fiskehandlerne. Men det betyder ikke, at de har mistet modet,

- Det er da lidt ærgerligt, det må vi sige. Men altså, nu krydser vi fingre for, at danskerne stadig går til fiskehandleren til nytår og bare tager en anden slags fisk med sig hjem.