Storstilet øvelse i Oksbøl er slut: 500 soldater lærte at bestille ildstøtte lige så hurtigt som at bestille pizza

Mere end 500 soldater fra ti forskellige lande deltog i militærøvelsen.

Øvelsen begyndte den 27. marts og sluttede i dag. Den handlede både om træning i Nato-regi og om at sende et signal om styrke til Rusland.

I dag sluttede den storstilede militærøvelse Dynamic Front ved Oksbøl Skyde- og øvelsesterræn med et brag i bogstaveligste forstand.

Raketter blev affyret, og kampvogne og andre militærkøretøjer kørte larmende gennem terrænnet i en kæmpe samarbejdsøvelse med over 500 soldater fra ti forskellige lande.

Målet var at øve samarbejde i Nato-regi om at nedkæmpe en fjende. Noget, der er højaktuelt på grund af krigen i Ukraine.

En af de vigtigste øvelser i Oksbøl har været at træne soldaterne i at rekvirere ildstøtte i form af granater og raketter fra luften, en støtte, der skal hjælpe med at nedkæmpe fjenden.

Det fortæller DR's forsvarskorrespondent Mads Korsager.

- Den ildstøtte skal jo bestilles fra soldaterne ved frontlinjen lige så hurtigt, som man bestiller en pizza, og der kommer samarbejdsøvelsen ind, for det kan sagtens være, at soldater ikke taler samme sprog, men det har man trænet under øvelsen, så leveringen af ildkraft foregår let og smertefrit, forklarer han.

  • Militærøvelse Dynamic Front ved Oksbøl. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • Her er det en dansk soldat ved en Cardom 10 heavy. (Foto: © Fabian Bimmer, Ritzau Scanpix)
  • - Målet er, at man i en krise kan bruge hinandens artillerisystemer, fly og andre ildstøttemidler. Det er kun muligt, hvis vi mødes regelmæssigt og træner de fælles procedurer i Nato, sagde generalmajor Gunner Arpe Nielsen forleden. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • For Danmark handlede øvelsen også om at træne modtagelse af Nato-styrker fra andre lande. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • Det var USA, som stod i spidsen for øvelsen. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)
  • Her ses danske soldater ved øvelsen. (Foto: © Fabian Bimmer, Ritzau Scanpix)
1 / 6

Mortérer fra Danmark og haubitser fra Frankrig

Soldater fra USA, Storbritannien, Polen, Frankrig, Spanien, Canada, Tyrkiet, Grækenland og Danmark har de sidste tre dage deltaget i øvelsen, der er den største artilleriøvelse på dansk jord i 30 år.

Både artilleri, krigsskibe og kampfly har trænet sammen.

Under øvelsen har tunge mortérer fra Danmark og haubitser fra Frankrig, Polen og USA skudt med granater, mens F-16-kampfly fra USA har "kastet bomber". Natos flådestyrker har leveret ildstøtte fra søsiden.

Alt udstyr på øvelsespladsen er nøjagtig den samme slags, man kan finde på slagmarken i Ukraine, så derfor kan øvelsen også bruges til at videregive vigtige erfaringer til de ukrainske soldater, som kæmper mod russerne, siger Mads Korsager.

- Krigen er blevet en artilleri-krig, hvor kanoner og raketter spiller en stor rolle både i forsvar og angreb, siger han.

- Jeg er sikker på, at hvis man kommer frem til små tips og tricks, så vil man straks give det videre til ukrainerne.

Og så er øvelsen også et vigtigt signal til Rusland, om at vise, hvad Nato kan i samlet flok, og vise, at alliancen kan samarbejde på højt militært niveau på trods af landenes forskellige erfaringer, sprog og udstyr.

- Øvelsen blev planlagt inden krigen, men øvelsens indhold er blevet meget mere aktuelt, og det sender et signal til Rusland om, at Nato også er i stand til at yde ildstøtte for hinanden på højt plan, siger Mads Korsager.