Storstrømsbroen forbliver lukket

Storstrømsbroen bliver ikke klar til togtrafik før tidligst om tre uger. Der er fundet endnu en revne i broen, oplyser Banedanmark.

Storstrømsbroen, som forbinder Sjælland med Falster, skal forblive lukket for togtrafik i mindst tre uger endnu. (Foto: Morten Seligmann © DR)

I tirsdags blev Storstrømsbroen, der forbinder Sjælland og Falster, lukket med øjeblikkelig virkning en uge frem, fordi der var fundet en revne i konstruktionen. Nu er der fundet endnu en revne, og derfor lukker Banedanmark broen i yderligere tre uger. Mindst.

Det fortæller områdechef i Banedanmark Søren Boysen.

- Nu har vi indtil videre sagt, at det tager tre uger og det forventer jeg, vi gør det på, siger han.

Kan ikke røntgen-undersøges

Banedanmark har både fundet yderligere én regulær revne og flere andre tegn på revner, fortæller områdechefen.

- Vi har fundet nogle indikatorer på, at der kunne være revner. Det kan vise sig at være ingenting, men det kan også vise sig at være revner, der skal udbedres, forklarer han.

Revnerne sidder i stålkonstruktionen, men de er ikke farlige, understreger Søren Boysen.

- Men vi synes, de skal udbedres nu, lyder det.

For tidligt at dømme broen ude

Hvad fundet af revnerne siger om broens fremtid, også i lyset af den kommende Femern-forbindelse, er det for tidligt at sige, mener han.

- Vi er ved at gennemføre vores analyser, og så må tiden vise det, fortæller han.

Det er pendlertalsmand Henrik Larsen dog ikke enig i. Skaderne på broen må få politikerne til at indse, at der er brug for en helt ny forbindelse på strækningen, mener han.

- Det må jo vise, at det er en gammel bro, og at den ikke kan blive ved med at leve også til fremtidens togtrafik, siger Henrik Larsen.

25 centimeter lang revne

Revnen, der blev fundet i sidste uge, er 25 centimeter lang, og befinder sig i et af Storstrømsbroens svævefag tæt på en af broens konsoller.

Storstrømsbroen er fortsat åben for biltrafik, og togpassagerer blive fragtet med busser over broen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk