Stort antal CO2-svindelsager har forbindelse til Danmark

Over hele Europa har efterforskninger, retssager og domme i sager om svindel for milliarder forbindelse til det danske kvoteregister.

Sagen fra Italien er langt fra den eneste sag, hvor det danske kvoteregister er brugt som platform for momssvindel. Se flere af de kendte sager fra Europa her. (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

I Schweiz har banken Julius Bär netop meddelt, at den nu vil samarbejde med de franske myndigheder i efterforskningen af en sag om svindel med CO2-kvoter og hvidvaskning for 12 milliarder kroner.

Svindlen er sket blandt andet via Danmark. Pengene er stjålet i moms i Frankrig og er en af mange sager over hele Europa, hvor det danske kvoteregister er blevet misbrugt til omfattende svindel.

Efterforskningen af den franske sag har stået på siden 2009, men først nu har den schweiziske bank meddelt, at den vil samarbejde med myndighederne i sagen.

Schweizisk konto, dansk register

Firmaet Crepuscule, der er anklaget for svindel med CO2-kvoter, er central i den franske sag.

Det svindelanklagede firma har ifølge de franske myndigheder brugt en konto i den schweiziske bank.

Svindlen er, som i en lang række af de andre sager, sket med momskarruseller med CO2-kvoter.

Skulle sikre grønnere klima

Systemet med CO2-kvoter blev oprindeligt indført for at nedbringe udledningen af CO2 fra forurenende virksomheder. Meningen var, at virksomhederne skulle købe kvoter for at matche, hvor meget CO2 de kunne udlede.

Men fordi der blev opkrævet moms på CO2-kvoterne, fandt svindlere hurtigt ud af, at momsen kunne stjæles fra de europæiske statskasser.

Det eneste, det krævede, var startkapital og en konto i et af de europæiske kvoteregistre.

Kontrollerede kun hver 10.

Fra 2005 til 2009 stod det danske register pivåbent, og myndighederne foretog ingen kontrol overhovedet af dem, der tilmeldte sig.

Det betød, ifølge en undersøgelse som Rigsrevisionen har foretaget, at 90 procent af de danske konti ikke levede op til kravene. Først i 2010 blev der ryddet op i det danske register.

Men sagerne om svindel efterforskes stadig.

Italiensk sag er ikke alene

I sidste uge kom det frem, at den italienske anklagemyndighed har fremlagt et anklageskrift i en sag om svindel for 8,5 milliarder kroner.

Svindlen er foregået via det danske register og mistænkes for at have været brugt til blandt andet terrorfinansiering.

Det er kun en af mange sager.

Tyskland ramt af momstyveri for milliarder

I maj i år blev den britiske statsborger Mohammad Safdar Gohir anholdt i Las Vegas i USA. Han er anklaget for at være bagmand i en sag om svindel for 6,7 milliarder kroner i Tyskland. Også denne svindel er sket via det danske kvoteregister.

Mohammad Safdar Gohir har længe været på flugt fra de tyske myndigheder og har opholdt sig i Dubai. Men i maj rejste han med en gruppe venner til Las Vegas for at se en boksekamp, han havde sponsoreret, på MGM Grand i Las Vegas.

Svindlere efterlyses løbende

Tyske myndigheder har også efterlyst Faisal Zahoor Ahmad, der er anklaget for momssvindel via firmaet Roter Stern GmbH. Også dette firma handlede CO2-kvoter via en konto i Danmark.

Og for få dage siden udsendte tyske myndigheder endnu en efterlysning efter to mænd i en sag om CO2-svindel for lidt over en milliard kroner.

I Storbritannien blev Sandeep Singh Dosanjh i oktober sidste år dømt i en sag om svindel med CO2-kvoter. Dosanjh fik 15 års fængsel for svindel med kvoter via det danske register.

I Norge har man afsagt dom

Norge var et af de første lande til at bringe folk for retten for svindel via det danske register. To mænd blev i 2010 dømt i en sag om svindel for over 450 millioner kroner.

I 2013 kom det frem, at israelske myndigheder samarbejder med fransk politi om efterforskning af en lignende svindelsag. Israelske myndigheder har ransaget en lang række ejendomme i Herzliya i jagten på gevinsten fra omfattende svindel mod den franske statskasse.

Den israelsk-franske sag er en udløber af sager, der tidligere er blevet afsløret i Ekstra Bladet, hvor fire personer blev anklaget for svindel for 1,2 milliarder kroner.

Europol vurderede i 2009 svindlens omfang

Det danske register har også været platform for svindelsager i Belgien, Holland og Spanien.

Det europæiske politisamarbejde Europol anslog i 2009, at der i alt var svindlet med CO2-kvoter for 37,5 milliarder kroner.

At det danske register har fungeret som platform for svindel, der har kostet andre landes statskasser milliarder af kroner, er ikke nyt for de danske myndigheder.

Rigsrevisionen indledte i 2011 en undersøgelse af det danske kvoteregister. Den undersøgelse førte til kritik.

- Vores undersøgelse viste, at administrationen af registeret ikke havde været tilfredsstillende. I 90 procent af tilfældene indhentede de ikke dokumentation ind, når der blev oprettet en konto, selv om det var et krav fra EU. Som konsekvens havde det i fem år været muligt at købe og sælge kvoter i det danske register under falsk identitet, siger Lene Schmidt, der er kontorchef i Rigsrevisionen.

Det danske kvoteregister har været åbent for handler med CO2 siden 2008. I 2012 blev der strammet op på muligheden for at registrere sig, således at det danske kvoteregister ikke længere er platform for kvotehandel. Den omfattende svindel i den italienske sag stod på i årene 2009-2010, men er først nu kommet frem. Anklageskriftet er dateret den 15. september 2014.

https://www.youtube.com/watch?v=OqQk7kLuaK4&rel=0

Facebook
Twitter