Stort fragtskib er gået på grund ved Øresundstunnel

Skibet er på vej til Storbritannien med træ. Der er ingen fare for forurening.

Et fragtskib er gået på grund nord for Øresundstunnellen. Foto: Forsvaret.

Et 90 meter langt fragtskib er stødt på grund nord for Øresundstunnellen.

Det skriver Forsvaret på Twitter.

Skibet med navnet Alexander Tvardoskiy stammer ifølge Forsvaret fra Cookøerne - et selvstyrende territorium ved New Zealand - og er på vej mod Storbritannien med træ.

Tæt ved Øresundstunnelen svigtede skibets teknik, og kaptajnen mistede kontrollen.

Det fortæller vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.

- Skibet var på vej nordgående og fik et kort blackout, hvor de ikke kan styre. Så drev de lige så stille mod vest ind mod land, og så sad det fast.

- Det var et uheldigt sted, men det er ganske udramatisk, siger han.

En af Forsvarets helikoptere har været på stedet for at tjekke, at der intet olieudslip har været fra skibet, hvilket der ikke har.

Er selv kommet fri

Omkring klokken 13.30 kan den vagthavende officer oplyse, at skibet selv er kommet fri af grundstødningen, altså at det ikke sidder fast længere, sandsynligvis på grund af højere vandstand.

Skibet skal nu sejle lidt rundt, inden det skal lægge for anker for at blive undersøgt af Forsvarets dykkere, som skal sikre, at alt er, som det skal være.

Skibet bliver således tilbageholdt af Forsvaret, indtil det er bekræftet, at der ingen risici er ved at lade det sejle videre.

Hvor lang tid det tager, er umiddelbart ikke til at sige.

- Det kommer an på, hvad undersøgelserne siger. Hvis vi ser noget, så kan det være, at skibet skal undersøges yderligere, siger vagthavende officer.

Han oplyser, at der er 10 besætningsmedlemmer ombord på skibet.

Facebook
Twitter