Strandtudsen er tilbage på Amager: 'Den er en skøn lille padde'

Danmarks svar på pandaen er tæt på udryddelse, så den skal hjælpes tilbage til naturen, siger biolog.

Strandtudsen er fredet. Så man må ikke indsamle dem, hvis man ser dem. (Foto: Steen Drozd Lund © Scanpix)

Efter mange års fravær er den fredede strandtudse nu tilbage på Fælleden i København.

For nylig blev 100 små strandtudser sat ud i området omkring Kalvebod Fælled på Amager. Efter planen skal der i løbet af de næste måneder sættes yderligere 800 ud af den truede padde.

- Det har tidligere været en god lokalitet til strandtudserne. Vi kan se på de gamle rapporter, som amterne lavede i sin tid, at det var en rigtig god lokalitet for strandtudserne, men fordi området voksede ind i en anden type natur, forsvandt de, siger Jes Aagaard, der er biolog og naturvejleder hos Naturstyrelsen Hovedstaden.

Strandtudsen er på Miljøstyrelsen gulliste; en opgørelse over dyr og planter, der er i stor risiko for at blive udryddet og kaldes "Danmarks svar på pandaen".

Og netop derfor er det vigtigt at hjælpe tudsen, frem for at lade naturen klare det selv.

- De lever i små områder og har svært ved at flytte sig. Især i et urbant område, som København jo er, er der ikke gode forhold for, at strandtudsen flytter ind af sig selv igen. Hvis vi ikke hjalp den lidt på vej, så var den aldrig kommet der. Strandtudsen er på kanten til at være udryddet. Der er blevet færre af dem i hele Europa, så derfor er det godt at give den en hjælpende hånd, så vi er sikre på, at den kan begynde at formere sig, siger Jes Aagaard til P1 Morgen.

Svenskerne kommer

Strandtudsen har tidligere boet på Kalvebod Fælled, da det endnu var militært øvelsesområde. Her levede den i de vandhuller, der opstod, når soldaterne kørte med tunge kampvogne og skød granater afsted. Siden er området forladt og vokset til. Og det kan strandtudsen ikke lide.

Derfor har Naturstyrelsen fået ryddet et stort område og gravet 20 friske vandhuller til glæde for fælledens fugle og padder.

Se den nye miljøminister Lea Wermelin (S) være med til at sætte de 100 små strandtudser ud i videoen herover (fra 5. juli).

De nyudsatte strandtudser har svenske rødder. De kom til Danmark som haletudser fra et område i Skåne, der hedder Falsterbo. Herfra blev de transporteret til Fyn, hvor de blev udklækket i en havedam, og henover vinter og forår har de vokset sig to-tre centimeter store og bor nu altså ved hovedstaden.

Aftalen er i øvrigt, at svenskerne får en tredjedel af de levende tudser tilbage.

Tudsernes svar på Carl Lewis

Strandtudsen begejstrer Jes Aagaard, som kalder den "en skøn lille padde".

- Jeg plejer at kalde den tudsernes svar på Carl Lewis - den er sådan en lille hurtigløber. Den har en markant gul stribe over ryggen, så den ligner en, der er klar til OL og 100 meter sprint på tid, siger naturvejlederen.

Strandtudsen med sin karakteristiske gule stribe. (Foto: Ditte Valente © Scanpix)

Han fortæller, at den adskiller sig fra andre tudser ved, at den netop er god til at løbe, ikke vralte eller hoppe.

- Hvis den skal ud på jagt, eller der er fare, så spurter den afsted. Så ligner den en lille mus, der piler afsted.

Strandtudsen er fredet. Det betyder, at man hverken må indsamle den eller slå den ihjel.

Strandtudserne har en speciel lyd, som Jes Aagaard sammenligner med lyden af havet, der trækker sig tilbage over en grusstrand. Du kan selv lytte til lyden i videoklippet herunder (det er fra et indslag i TV-Avisen fra 2017, så der er speak henover):

Facebook
Twitter