Strejke i hele landet: Sundhedspersonale er bekymrede for patienternes sikkerhed

Der er ikke planlagt flere strejker, men hvis ikke der snart kommer løsninger fra politikernes side, kan der sagtens komme flere, siger talsperson.

Selvom Folketinget i august vedtog et lovindgreb, der skulle sætte en stopper for konflikten på sygeplejerskeområdet, så er strejkerne fortsat.

Og igen i dag stod sygeplejerskerne uden for hospitalerne i stedet for at pleje patienter inde på afdelingerne.

Fra klokken 7.45 og en time frem nedlagde sundhedspersonalet flere steder i landet arbejdet.

Rigshospitalet havde sygeplejerskerne fået følgeskab af alt fra læger og sosu-medarbejdere til portører og pædagoger.

Ifølge Luca Pristed, der er operationssygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for styregruppen for arbejdsnedlæggelser, så er situationen på landets hospitaler efterhånden så kritisk, at det er farligt for patienterne.

- Allerede nu kan man se, at der er steder, hvor det er til fare for patienter, fordi der er for travlt og for få på arbejde, siger han.

Luca Pristed er sygeplejerske på Rigshospitalet og en del af styregruppen for arbejdsnedlæggelser. (© DR)

Og den holdning står sundhedspersonalet ikke alene med.

Organisationen Danske Patienter har sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og landets fem regionsrådsformænd, hvor budskabet er, at sundhedsvæsenet er i knæ, hvilket i sidste ende ifølge dem kan få fatale konsekvenser.

- Det har kostet både livskvalitet, funktionsniveau – og i nogle tilfælde også liv, udtaler Klaus Lunding, formand for Danske Patienter, i brevet.

Ifølge Danske Patienter er der en stigende pukkel af patienter, der ikke får den forventede behandling, fordi kapaciteten simpelthen ikke er stor nok i sundhedsvæsenet i øjeblikket.

Politikerne skal på banen

Sundhedspersonalet har strejket de seneste ti uger siden Folketingets indgreb i konflikten. Det er til trods for, at strejkerne er overenskomststridige, og det koster dem både en bod og løn.

Men der er ingen vej uden om, fordi problemerne er så store ude på afdelingerne, mener Luca Pristed.

- Vi har problemer med fastholdelse og rekruttering af sundhedspersonale, problemer med arbejdsmiljøet, fordi vi har for travlt, og vi har problemer med, at lønnen er for lav, så folk skrider fra faget.

Luca Pristed holdt tale under dagens strejke. (© DR)

Og så bliver sundhedspersonalet nødt til at leve med, at strejkerne måske ikke får opbakning fra patienterne, der må vente endnu længere på behandling.

- Jeg gør ikke det her for at få patienternes opbakning. Jeg gør det for at redde deres liv. Om de har forståelse for det eller ej, det kan jeg ikke tage mig af, siger Luca Pristed.

Dagens strejke er den sidste planlagte af sin slags, men der kan sagtens komme flere i fremtiden, siger han.

- Hvis det fortsætter, og politikerne bliver ved at ignorere det, så går vi i styregruppen sammen igen og ser, hvordan vi kan arbejde videre med det. Enten arbejdsnedlæggelser eller også kan vi prøve at mobilisere noget andet.

Hvad kunne det andet være?

- Det ved vi ikke endnu.

Må arbejde flere timer

Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), erkender, at der er massivt pres på hospitalerne i øjeblikket, og hun forstår, hvis sygeplejerskerne er frustrerede.

Men arbejdsnedlæggelser er ifølge hende ikke vejen frem.

- Vi er rigtig kede af, at i den periode, hvor arbejdet er nedlagt, der er der nogle patienter, som må vente på at få den hjælp, de skal have, hvis de kommer ind til en kontrol eller undersøgelse. Det er også derfor, at jeg håber, at vi ser strejkerne stoppe igen.

Og hvis ventelisterne skal ned, så er der blandt andet hos sygeplejerskene selv, at løsningen skal findes. De bliver nødt til at tage nogle ekstra vagter, siger hun.

- Det kræver, at der er nogle, som vil arbejde ekstra for at nedbringe ventelisterne. Jeg er selvfølgeligt rigtig ked af, at vi er i en situation, hvor der bliver sagt nej til det. Men jeg håber, at vi igennem god dialog kan finde en løsninger, der kan løsne op for situationen.

Ifølge Luca Pristed er der brug for meget mere end politiske lappeløsninger.

- Det kan jo ikke passe, at vi har et sundhedsvæsen, hvor det er nødvendigt, at sygeplejersker arbejder mere end 37 timer, for at det hænger sammen. Stephanie Lose skal tage sig sammen og tage det her seriøst og ikke bare sige, at sygeplejersker skal arbejde ekstra for at få det til at hænge sammen.

Hvis Luca Pristed overhovedet skulle overveje at tage flere timer på afdelingen, så skal der et markant lønløft til.

- Det ville være en start, men der skal stadig gøres mere for at få flere sygeplejersker til faget, siger han.

Bekymret for sit fag

Det er langt fra kun foran Rigshospitalet i København, at sygeplejerskerne er bekymrede for patienternes sikkerhed.

På Aalborg Universitetshospital nedlagde sundhedspersonalet også arbejdet i en time. Én af dem, der var mødt op, var Caroline Kronborg Grøn, der er sygeplejerske.

- Det er et opråb til hospitalsledelsen og til politikerne om, at det er helt grelt, det der foregår på sygehusene lige nu. Der er brug for en strategi og markant handling, og det skal være nu. Lige nu er afdelinger og sygeplejersker så pressede.

  • Caroline Kronborg Grøn er sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital. (© DR)
  • I Aalborg tog sundhedspersonalet også del i strejken. (© DR)
1 / 2

I den helt anden ende af landet ved Nykøbing Falster Sygehus tog sundhedspersonale også del i den landsdækkende arbejdsnedlæggelse.

Sygeplejerske Trine Ibsen er bekymret for alle de kollegaer, som hun har mistet den sidste tid - og i sidste ende er hun bekymret for sit fag.

- De søger andre steder hen, fordi det er så presset en hverdag, vi har, og det er skræmmende. Det er spændende at være sygeplejerske, det er dejligt at hjælpe andre, men det føler vi ikke, at vi kan så meget mere, fordi vi ikke har tid og har færre hænder, fortæller hun.

  • Trine Ibsen er sygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus, og hun er både bekymret for sit fag, men også patienterne. (© DR)
  • Sådan så det ud foran Nykøbing Falster Sygehus i morges. (© DR)
1 / 2

Og det er ikke kun faget, hun er bekymret for.

- Når vi er færre hænder, er der større risiko for, at der kan ske ting. At ting ikke bliver opdaget i tide, siger Trine Ibsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger i et skriftligt svar til DR, at han er "meget optaget af de udfordringer, som regionerne beretter om.

- Lige nu er sygehusene presset af flere akutte patienter og personaleudfordringer, skriver ministeren blandt andet og fortsætter:

- Regeringen foreslog i sidste uge med udspillet Tættere på en markant investering i det nære akutområde. Det skal blandt andet sikre færre genindlæggelser. Derudover har regeringen understøttet regionernes arbejde ved at løfte sundhedsvæsenet i forbindelse med økonomiaftaler med regionerne og med aftalen om de 1.000 flere sygeplejersker.

FacebookTwitter