Strejke i Københavns Lufthavn

Sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn strejker. Sas flyver selvom passagererne ikke kan komme frem til flyene.

Passagerer kan ikke komme igennem sikkerhedstjekket i Københavns Lufthavn mandag morgen.

Sikkerhedspersonalet i lufthavnen har lavet en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der startede kl. 6. Det oplyser Københavns Lufthavns kommunikationsafdeling til DR Nyheder. Ifølge lufthavnen skyldes strejken utilfredshed med en kommende vagtplan.

- Ingen passagerer kan komme igennem, da securitypersonalet strejker, siger Lea Holm fra kommunikationsafdelingen.

Lange køer

- Supervisorer og ledere har overtaget driften med at holde personaleindgange åbne, så lufthavnen ikke går i stå, siger Lea Holm.

Der er lange køer i lufthavnen, fortæller DRs reporter på stedet.

Sas og Norwegian flyver med tomme fly

Pressechef i Sas, Trine-Kromann Mikkelsen, oplyser til DR Nyheder, at Sas opretholder flytrafikken, selvom passagererne ikke kan nå frem på flyet, det vil sige at flyene flyver hel- eller halvtomme. Det gør man for ikke at forsinke flytrafikken andre steder.

Norwegian følger samme procedure.

- Vi har ikke mulighed for at vente på passagerer, der sidder fast i security, siger Julius Støback, pressekontakt i Norwegian.

Vigtigt at møde op i lufthavnen

Men det er vigtigt, at passagerer fortsat kommer ud i lufthavnen, oplyser kommunikationsafdelingen. Manglende fremmøde kan også påvirke muligheder for kompensation.

- Vi håber på at løse problemet hurtigt, siger Lea Holm.

Men passagerer, der møder op, bliver afvist at komme ind i selve lufthavnen, da den er fyldt, oplyser DRs reporter. Men passagererne skal altså stadig tage derud.

Utilfredshed med vagtplan

Vagt og Sikkerhedsfunktionærenes Fagforening organiserer sikkerhedspersonalet og har tidligere på morgenen afvist at udtale sig til DR Nyheder. Fagforeningen oplyser dog nu, at den ikke kender årsagen til arbejdsnedlæggelsen.

Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, oplyser at stridens kerne er, at sikkerhedspersonalet er utilfredse med den vagtplan, de skal arbejde efter i vintersæsonen.

Se Henrik Peter Jørgensen forklare nærmere, hvad der ligger til grund for strejken, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter