Tankerne raslede ustyrligt, når han forsøgte at sove. Med opgaver han skulle nå, eller opgaver han ikke havde nået.

Symptomerne kom snigende, husker Christian Helledie Vandkrog.

De satte sig i hans sind på en måde, så han ændrede adfærd. Mistede sin evne til at være tolerant og farede op uden grund.

- Jeg tænkte: "Hvad fanden Christian, sådan er du slet ikke".

Christian Helledie Vandkrog var sidste år en ud af de knap 2.000 i Forsvaret, der sagde op. Det gjorde han efter 25 år som skibsmaskinist i Søværnet. Han kender til udfordringerne med mandskabsmangel, underbemandede besætninger og ikke mindst konsekvenserne af det, som Forsvarets tre store fagforeninger kalder for et alarmerende problem.

I 2014 var Christian Helledie Vandkrog så presset af stress og overarbejdstimer i Søværnet, at det havde slidt ham ned.

Det skete efter en hektisk periode, hvor han arbejde på fregatterne Esbern Snare og Absalon. Her var han en del af mandskabet på flere store missioner. For eksempel i Det Indiske Ocean, hvor det danske krigsskib patruljerede for pirater eller ved Middelhavet, hvor der skulle løses opgaver med at transportere kemiske stoffer ud af Syrien.

Han havde ansvaret for at servicere maskinerne ombord og sikre, at teknikken var i orden. Men opgaverne hobede sig op og betød nogle gange op til 18 timers arbejdsdage i døgnet.

- Vi skulle lave en masse øvelser, som egentlig ikke havde noget med det primære at gøre, og det tog mange timer af døgnet, og det tog faktisk de timer, hvor du rent faktisk skulle have lov til at slappe af, og du skulle have lov til at vaske dit tøj og have lov til at sove først og fremmest. Det var simpelthen det, der var mangel på, siger han.

Det stod på i et år, uden han på noget tidspunkt var hjemme. Når det var værst resulterede opgaverne i 400 til 500 arbejdstimer om måneden. Et arbejdspres, der fik filmen til at knække.

- Stressen var der, og man skifter simpelthen karakter. Jeg kunne ikke sove, og man prøver på at bedøve sig selv en gang imellem med sovepiller og sådan noget, men det var noget forfærdeligt noget, man kom ud i. Til sidst måtte jeg simpelthen sige stop.

- Til min næstkommanderende sagde jeg: "Nu skal du ringe efter nogen, der skal komme og hente mig hjem, fordi ellers så kan jeg mærke, det går helt galt".

En soldat kan ikke bare blive ved

Med en karriere i Søværnet, der begyndte tilbage i 1997, havde Christian Helledie Vandkrog allerede oplevet lidt af hvert.

Inden tiden på Esbern Snare og Abalson, sejlede han med Søværnets inspektionsskibe ved Grønland og Færøerne. Derfor manglede han hverken erfaring eller parathed til at håndtere pressede situationer, som er et naturligt vilkår i Forsvaret.

Han forstår udmærket, at man i Søværnet skal være klar på, at det pludselig skal gå hurtigt. Men det betyder ikke, at kroppen kan kapere hvad som helst, forklarer han og henviser til missionerne i Det Indiske Ocean og Middelhavet.

- Jeg vil sige, at det pres, jeg har overlevet dernede, og det gjorde jeg i lang tid, det er der ikke ret mange normale mennesker, der vil kunne klare, og jeg kunne jo heller ikke til sidst.

- Jeg lærte bestemt min grænse at kende, og jeg skal aldrig nogensinde i den ende af skalaen igen. Overhovedet ikke. Det vil jeg ikke ønske for nogen.

Trykket blev taget af ballonen

Tilbage i 2014 blev der reageret med det samme, da Christian Helledie Vandkrog tog fat i sin chef og bad om hjælp.

To psykologer kom og hentede ham hjem fra krigsskibet, som på det tidspunkt lå ved Abu Dhabi.

Over for psykologerne satte han ord på det, som ifølge ham var med til at tage "trykket af ballonen". Men han var også bekymret for sine kollegaer.

- Jeg sagde til de her søde mennesker, om de ikke ville være rare at lave en tidsplan så resten af besætningen ville få mulighed for at få en snak med nogle psykologer også.

- Det viste sig simpelthen, at en hel besætning uanset rang var så nedslidte, at de kunne have sendt 10 mand derned, og de ville stadig ikke have haft tid nok til at få snakket med alle folk. Det var en meget svær situation hele besætningen stod i, siger han.

Christian Helledie Vandkrog kalder besætningen for fantastisk at arbejde sammen med, men beskriver samtidig et skrøbeligt arbejdsmiljø, som tippede i den forkerte retning, hvis der for eksempel opstod sygdom.

- Var der en eller to, der var syge eller ikke kunne arbejde, så skulle de andre løbe endnu hurtigere. Det var en meget ond spiral at komme ind i.

Kom op på hesten igen

Christian Helledie Vandkrog blev sygemeldt, efter han blev hentet hjem til Danmark fra Abu Dhabi.

Herefter var han igennem et længere psykologforløb under veterancentret i Aalborg. Han kom op på hesten igen, som han beskriver det, og efter et års tid fik han et andet job i Søværnet hos MCM Danmarks minerydningsafdeling i 2015.

Det var en omvæltning for ham at gå fra en 180 mands besætning på Esbern Snare og Absalon og til en 5 til 9 mands besætning på et meget mindre skib, men også her var der udfordringer med at have hænder nok til at løfte opgaverne.

Det kunne have den konsekvens, at besætningen enten ikke kunne sejle eller måtte sejle underbemandet, forklarer han.

- Så skulle man jo løbe hurtigere igen, siger han.

Han forlod Forsvaret i oktober sidste år efter 25 års tjeneste i Søværnet. For at finde fred i sjælen, som han siger.

Han skiftede til det civile og et job på et forbrændingsanlæg i Hjørring, hvor han arbejder som operatør og kedelpasser og faktisk beskæftiger sig med mange af de samme ting, han arbejdede med i sin tid i Søværnet.

Forskellen er bare, at her er han på land og har en arbejdsuge, der ikke overstiger 37 timer, som det så tit skete i Søværnet.

- Jeg får ikke trukket ufatteligt mange timer ned over hovedet. Der er travlt. Der sker en masse ting, men når jeg kommer hjem, så sover jeg simpelthen som en lille baby, og jeg tænker ikke over mit arbejde, før jeg møder igen næste morgen.