Da Morten Kornum blev sygemeldt med stress, tænkte han: Nu får jeg ro på.
Men sådan oplevede han ikke, at det gik.
For ham endte kontakten til kommunen og hans daværende arbejdsgiver med at fylde meget i hans sind. Faktisk så meget, at han oplevede at få det værre.
- Alle hverdage gik jeg og ventede på at blive kontaktet af kommunen. Jeg tjekkede min mail og min telefon. Hvis der nu skulle komme noget, blev jeg jo nødt til at svare på relativt kort tid.
- Til sidst havde jeg kun én dag, hvor jeg kunne slappe rigtigt af, og det var lørdag - der vidste jeg, at kommunen ikke ville kontakte mig, siger Morten Kornum.
Hvis det står til SF, skal personer, der lider af stress og depression, fremover have mulighed for at fravælge kontakt til kommunen, når de er på sygedagpenge.
Sådan en ordning findes allerede for sygdomme som kræft og alvorligt hjertesvigt, og SF ønsker, at det også skal omfatte udvalgte psykiske lidelser.
- Hvis du bliver syg med stress eller depression, så skal du have mulighed for at få fred, siger partiets formand, Pia Olsen Dyhr.
'Hurtigere i bedring'
Morten Kornum blev sygemeldt ved udgangen af 2021. Han fortæller, at han lige nu er i gang med et ressourceforløb, hvor det skal afklares, om han er parat til at komme i job igen - det mener han ikke selv, at han er.
Hvis SF's forslag skulle blive til virkelighed, ville det være "fantastisk" i Morten Kornums optik.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne have været hurtigere i bedring, hvis jeg ikke havde haft det pres, siger han.
Det billede kan Lisbeth Fruensgaard genkende. Hun er stress-coach og oplever, at kontakten fra kommunen for nogle patienter forværrer deres sygdom.
- Det kan forstyrre den ro og det overskud, man har bygget op, og faktisk betyde, at stressen tager til i stedet for at aftage, siger hun.
Lisbeth Fruensgaard forbereder sine klienter på, at kommunen vil kontakte dem i et forsøg på at forebygge, at det skulle ske.
- Men langt de fleste - i hvert fald af dem, jeg har kontakt med - de har en god kontakt til deres arbejdsplads, de er på vej tilbage. Så det her med kommunen er bare en ekstra, forstyrrende ting, siger hun.
- Det kunne give god mening, at kommunen målretter sine ressourcer til dem, der ikke får nogen hjælp, i stedet for at gøre det ens for alle, siger hun.
Hun understreger dog, at for nogle kan det være en god ting, at kommunen rækker ud. Det gælder sygdomsramte, der ikke får andre former for hjælp - eksempelvis psykologbehandling.
S vil ikke tage stilling endnu
Morten Kornum føler ikke, at han har fået noget ud af møderne hos kommunen - udover udmattelse og et øget pres.
- Der er aldrig sket noget på de møder... Det er bare sådan lidt - hvad så nu?, siger han.
Til gengæld har møderne ifølge ham haft store konsekvenser i tiden op til, at de skulle foregå.
- Hvis du har en aftale torsdag, så er ugen ødelagt. Du skal gå og forberede dig hele ugen til, at du har et møde på måske en halv til en hel time, siger han.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel (S), vil endnu ikke tage stilling til SF's forslag. Han henviser til kommende diskussioner af en ny beskæftigelsesindsats.
I DR's politiske podcast 'Slotsholmen' fortalte SF's formand Pia Olsen Dyhr i denne uge om, hvordan hun havde brug for at trække stikket efter en lang valgkamp og regeringsforhandlinger. Det kan du høre her.