Strip-fitness bliver angrebet af kønsforsker

Strip som motion er noget man kan gå til i mange motionscentre og gymnastikforeninger.

Ha' det godt - stripfitness (© DR)

Man ruller med hofterne, vrikker med numsen, ryster barmen - og smider måske tøjet. Denne særlige motionsform kaldes strip-fitness, det har længe været populært i udlandet, og nu kan man også gå til strip-fitness i danske motionscentre og gymnastikforeninger.

Men det er kvindenedgørende mener kønsforsker og lektor i socialvidenskab på Roskilde Universitet Karen Sjørup. Det gør kvinder til seksuelle objekter, mener hun. Men det er kvinden bag det danske koncept af Strip-fitness, Mill Jober, helt uenig i. Strip-fitness er tværtimod seksuel frigørelse, når det er bedst.

- De her bevægelser træner altså hele kroppen, og så har jeg tilføjet centreringsformen fra Yoga og Tai Tchi. Jeg vil have kvinder til at arbejde med de kvaliteter, som de har som kvinder, siger Mill Jober.

Pornoficering af kvinder

Kønsforsker Karen Sjørup har overvejet at melde sig ud af sit fitness-center, fordi de tilbyder lektioner i strip-fitness.

- Det er en pornoficering af kvinders kroppe. Strip-bevægelserne handler om nogle stereotype udtryk, der er hentet fra købesex og porno, siger Karen Sjørup.

Strip vs. mavedans

Mill Jober påpeger, at mavedans også er udviklet for at tilfredsstille en mand i et harem, hvor mange af kvinderne er købt, hertil svarer kønsforsker Karen Sjørup:

- Det er rigtigt, at jeg har dyrket mavedans i mange år, men jeg ser det som noget ganske andet, jeg ser ikke mavedans som noget, der er lummert.

Kun for kvinder

Når motionscentrene tilbyder strip-fitness, så bliver ruderne ind til træningslokalet dækket helt til. Mænd har ingen adgang, og det mener kønsforsker Karen Sjørup er diskriminerende og ulovligt.

- Det, at man træner for åbne blikke, at mænd, kvinder, ældre og yngre kan ligge ved siden af hinanden og svede uden at glo på hinanden, det er normalt, men her der så noget, der er fordækt siden, at det skal foregå uden andre kan se det, siger Karen Sjørup.