Studerende dæmper nerverne med betablokkere

Det er ‘mental doping’, når studerende medicinerer sig ud af eksamensangst, mener psykologiprofessor.

Grafik: Katrine Holst Nielsen.

Svedige håndflader. Bævrende stemme.

Eksamenstiden starter nu. Du har nok prøvet at blive nervøs. Men for en del studerende er nervøsiteten så slem, at den sætter en alvorlig dæmper på præstationen.

I sådan et tilfælde kan man opsøge sin læge, som kan udskrive medicin, der dulmer nerverne. Også selv om man ellers er sund og rask.

Og det benytter nogle studerende sig af. Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at salget af betablokkere steg i eksamensperioden i både 2017, 2018 og 2019.

- De studerende vil gøre hvad som helst for at præstere, for eksempel ved at minimere nervøsitet og ubehag ved eksamen, siger Bo Møhl, som er psykolgiprofessor på Aalborg Universitet og ekspert i unges trivsel.

Kigger man specifikt på 2019 blev der i eksamensmånederne maj og juni solgt betablokkere til cirka 330 flere personer, end der i gennemsnit blev solgt per måned resten af året. I 2020 – hvor mange mundtlige eksaminer var aflyst grundet corona – var der ikke samme udsving i salget i eksamensmånederne.

- Det tyder på, at det har skabt roligere forhold for nogle, lyder det fra Lars Bjerrum, som er praktiserende læge, har speciale i lægemidler og er professor i almen medicin ved Københavns Universitet.

Tallet kan dog være "betydeligt" højrere, lyder det fra Bolette Friderichsen, der er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge. Mange læger udleverer nemlig enkelte betablokkere direkte fra skrivebordet, for at undgå at udskrive en hel pakke, så den studerende pludselig har adskillelige piller i overskud.

- Vi ved ikke, hvor mange der reelt bruger det, siger Bolette Friderichsen.

Ifølge de to er forbruget dog ikke bekymrende højt, når man ser det i lyset af, at tusindvis af studerende hvert år går til eksamen. Men, tilføjer Lars Bjerrum:

- Vi behandler en normal tilstand med lægemidler. Det skal vi selvfølgelig ikke gøre i særlig stor udstrækning.

I vores research er vi også stødt på folk, som bruger betablokkere for at stoppe nervøsitet under for eksempel en køreprøve. Egentlig er pillerne udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, men bruges oftest til at behandle migræne, når det udskrives til unge - og så kan det altså også bruges mod eksamensangst.

I alt fik 3.205 personer i alderen 18-24 år i 2019 recept på betablokkere. Vi kan ikke se på styrelsens tal, hvem der har fået betablokkere for hvad.

- Men nogle unge tager uden tvivl pillerne mod præstationsangst, siger Lars Bjerrum.

Eksamenspiller er 'mental doping'

Det er helt lovligt at tage pillerne, så længe du har en recept. Men fordi betablokkere bruges til eksamen, putter eksperter medicingruppen i kategorien ‘study drugs’.

Nogle studerende tyer til betablokkere, fordi de ganske simpelt er bange for at klappen går ned, og at de fejler, siger Jeanett Bjønness, der er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

- Det er virkelig blevet vigtigt for unge at lykkes. Her kommer betablokkere ind i billedet, siger hun.

Selv om pillerne bliver udskrevet mod angst, kan man godt tale om betablokkere som præstationsfremmende eller en slags ‘mental doping’, forklarer Bo Møhl.

- Vi må se det som et krisetegn på et samfund, hvor vi hele tiden vil optimere, siger Bo Møhl.

Han mener, at en af ulemperne ved betablokkere er, at man aldrig selv lærer at tackle pressede situationer.

Betablokkere er en vane

Silje-Marie Ørntoft er 23 år og har fået udskrevet betablokkere mod eksamensangst hos sin læge, siden hun var 19 år. Hun lider af generel angst og tror selv, at det gør hende mere nervøs til eksamen.

For hende er betablokkere afgørende for, at hun kan komme ind på socialrådgiveruddannelsen, når hun er færdig med HF til sommer.

- Jeg kan ikke præstere de rigtige karakterer for at kunne komme ind på min drømmeuddannelse uden de her piller, siger hun.

Silje-Marie Ørntoft læser HF og bruger betablokkere til vigtige fremlæggelser og eksaminer. (Foto: Kira Marie Jensen)

For når Silje-Marie Ørntoft står foran censor, overtager nervøsiteten. Derfor er det blevet en vane, at hun tager betablokkere inden alle eksaminer og vigtige fremlæggelser.

Det er dog ikke nødvendigvis den rigtige løsning på problemet, mener Bo Møhl.

- Nej nej nej. Løb en tur, tag en pause fra eksamenslæsningen eller øv dig i at sætte dit stressniveau ned, siger han.

Egentlig er Silje-Marie Ørntoft enig. Medicin bør være sidste udvej. Men hun har prøvet alt andet, og ingenting har for alvor virket for hende, forklarer hun.

Hvad med terapi?

Jeanett Bjønness fra Center for Rusmiddelforskning har i sit arbejde talt med både læger og studievejledere, og de fleste er enige om, at der mangler både tid og mulighed for at henvise den unge videre til andre løsninger. Betablokkere kan blive den lette vej at gå. Og det er hendes opfattelse, at det for de fleste er nemt at få udskrevet, forklarer hun.

- Fagpersonerne synes, at der burde være mere tid til at snakke med den unge om præstationskulturen, men oplever, at der ikke er tid, siger Jeanett Bjønness.

Terapi kan nemlig også være en løsning, forklarer Lars Bjerrum. Som udgangspunkt synes han også, at raske studerende bør hjælpes uden medicin.

Men han underviser selv på medicinstudiet og har før anbefalet betablokkere til studerende, som led af så slem eksamensangst, at de var på nippet til at droppe studiet.

- For nogle studerende kan det være en rigtig stor hjælp, fordi de er så invaliderede af uro i pressede situationer, siger Lars Bjerrum.

Samme holdning kommer fra Bolette Friderichsen og Dansk Selskab for Almen Medicin. Hun kalder brugen af betablokkere for "symptombehandling", men mener alligevel, at det nogle gange er den rigtige løsning - især hvis den studerendes eksamensangst hænger sammen med angst i andre af livets sammenhænge. Det er lægen altid opmærksom på, siger hun.

Ifølge hende er der ingen betydelige bivirkninger ved betablokkere, så længe man kun tager enkelte piller. Alligevel sørge Bolette Friderichsen altid for også at anbefale den nervøse studerende at tale med studievejledere eller psykologer.

- Men hvis du skal til eksamen om to uger, nytter det ikke noget med længerevarende samtaleterapi, for vi skal have løst problemet nu. Det synes jeg er helt i orden, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk